Amerikansk servekanon har sendt Andy Murray ud af Wimbledon
John Isner var for stor en mundfuld for Andy Murray, der er færdig i Wimbledon efter anden runde.
Andy Murray er færdig ved Wimbledon.
Den populære skotte røg onsdag aften ud i turneringens anden runde efter et nederlag til John Isner.
Amerikanske Isner er kendt for sin voldsomme serv, og den viste han også frem mod Murray. Blandt andet takket være 36 serveesser vandt Isner i fire sæt med cifrene 6-4, 7-6, 6-7, 6-4.
Det var Isners første sejr over Andy Murray efter otte nederlag i lige så mange kampe gennem årene.
Isner besejrede ikke kun Murray, men også et begejstret publikum på Centre Court, der jublede stort, hver gang den tidligere dobbelte vinder af Wimbledon vandt en duel.
Men tårnhøje Isner holdt hovedet koldt og avancerede. Han skal nu møde det italienske stortalent Jannik Sinner i tredje runde.
Andy Murray vandt Wimbledon i 2013 og 2016, men der er efterhånden ikke ret mange forventninger om, at den skotske tennisprofil kan skrive en tredje titel på cv’et.
Murray har gennem flere år døjet med mange skader og er i en alder af 35 år i sin karrieres efterår.
Skotten var med sin placering på verdensranglistens 52.-plads useedet ved Wimbledon.
/ritzau/