Der udsendes festvarsel for Sydfyn – varslet gælder flere dage frem

For første gang i 15 år er GOG dansk mester i herrehåndbold. Fynboerne slog Aalborg i søndagens afgørende DM-finale.

Artiklens øverste billede
Aalborg Håndbold er ikke længere forsvarende mestre. Det står klart efter søndagens afgørende DM-finale på nordjydernes egen hjemmebane, hvor GOG vandt med et enkelt mål efter en medrivende afslutning. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Danmarks bedste håndboldhold er ikke længere fra Aalborg.

Vi tager den lige igen. Aalborg Håndbold er ikke længere forsvarende mestre. Det står klart efter søndagens afgørende DM-finale på nordjydernes egen hjemmebane, hvor GOG vandt med et enkelt mål efter en medrivende afslutning.

Henrik Møllgaard og co. var ellers foran med to mål med godt 10 minutter igen og havde chancen for at vinde det fjerde mesterskab i træk.

Sådan gik det ikke. Et fornemt comeback af GOG sikrede fynboerne guldet efter en sejr på 26-27, og så gik det ellers amok i det gule fanhjørne i Gigantium.

Spillere, trænere og ledere fra GOG kunne tydeligvis ikke holde begejstringen tilbage efter at have sikret klubben det første mesterskab i 15 år. De hoppede, de dansede, de sang, og kendere af GOG-kulturen vil også vide, at det vil de blive ved med at gøre i flere dage – også uden tøj på.

GOG-glæden forventes at vare i flere dage. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Beskrivelsen af forskellen på vindere og tabere behøver ikke at få mange ord med på vejen. Nikolaj Læsøs kropssprog siger det hele. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Helt som forventet blev finalen endnu en hektisk omgang. GOG-stjernen Mathias Gidsel havde på forhånd opfordret Aalborg til at pakke de hurtige kondisko, for GOG’erne havde tænkt sig at løbe stærkt. Gidsels profeti holdt stik, og da værterne samtidig var klar på en frisk omgang søndagsræs, blev finalen indledt i så højt et tempo, at tilskuernes hoveder panorerede fra side til side som til en Holger Rune-kamp ved French Open.

Hele 17 scoringer på 12 minutter afslørede måltavlen. Til størstedelen af de 5.000 tilskueres tilfredshed noterede hjemmeholdet sig for 10 af dem, for tempoet passede – overraskende nok – Aalborg bedst. Perlerækken af spilkloge bagspillere i røde trøjer hyggede sig over for et lettere passivt GOG-forsvar, der samtidig ikke fik meget hjælp fra Torbjørn Bergerud.

Den norske topmålmand, ligaens bedste, leverede en voldsom præstation i onsdagens første finale, men efter et lille kvarter blev han pillet ud. Det skete endda efter en comebackscoring af Lukas Sandell, Aalborg-profilen, der har været skadet i flere uger. Et ganske sigende finaleøjeblik. Nedtur GOG. Optur Aalborg.

Sådan har det faktisk været de seneste år. Fem gange af fem mulige på tre år har Aalborg ordnet GOG i en finale. Super Cup, pokalturnering, mesterskab. De fleste af titelkampene har været medrivende oplevelser, men til forskel fra tidligere er de to klubbers trupper i år af en sjældent set kvalitet.

Op mod 20 af harpiksfyrene er landsholdsspillere. Hvor mange nordiske klubber kan f.eks. tillade sig at begynde mesterskabskampe med navne som Hallgrímsson, Aggefors og Pálmarsson på bænken? Bredden af klassespillere sikrede konstant et højt bundniveau.

En af dem, Aron Pálmarsson, har for vane at spille, som om han har været med til at opfinde sporten. Hans faglige ærgerrighed blev illustreret i et af de sidste angreb før pausen. Selvfølgelig scorede han, men i sit returløb rystede han på hovedet i irritation over sin egen beslutning om at vælge at skyde på netop dén chance i overtal.

Irritation eller ej, Pálmarssons scoring gav Aalborg en pauseføring på tre mål efter en halvleg, hvor Gidsel og GOG ikke havde spillet sig ud. Men fynboerne kan accelerere og ændre kampe som ingen andre, og derfor summede det heller ikke af champagnesikkerhed i Gigantium. Med god grund.

Anden halvleg var blot fem minutter gammel, før GOG havde udlignet. Så kvikt kan det gå. En udvikling, der ikke behagede Aalborg-træner Stefan Madsen. Han kløede sig i det hovedhår, han ikke har, inden han beklagede sig til dommerparret Mads Hansen og Jesper Madsen.

De to blå mænd skulle finde sig i mange påstande fra de to bænke. Kun jobbet som reklamechef i Marlboro må sværere at bestride end at styre en intens finale i den sport med flest tvivlssituationer. Langtfra alle henvendelser til dommerparret var begavede. Modsat underholdningsværdien kan modenheden i at knæle foran dommerbordet med forurettet grimasse i hvert fald diskuteres.

Heldigvis handlede det meste om spillet på banen, og her kæmpede GOG en lang, sej kamp for at få overtaget. Med hurtige kontraløb insisterede fynboerne på at holde liv i mesterskabsdrømmen. Aldrig fik Aalborg lov til at tænke på guldpandekager på rådhuset.

Usædvanligt nok stod Aron Pálmarsson for et par fejl, der først åbnede kampen og sidenhen hjalp kyniske GOG til de afgørende føringer. Aalborg havde dog chancen for at udligne med syv sekunder igen, men kontraangrebet kiksede. Dermed er GOG mester for ottende gang i historien, og klubben skal dermed spille Champions League i næste sæson.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.