GOG missede matchbolden og åbnede kampen om DM-guldet

Herrene fra GOG og Aalborg spillede uafgjort i den første DM-finale i herrehåndbold. Dermed er alt fuldstændig åbent før søndagens returkamp i Nordjylland.

Artiklens øverste billede
GOG's Mathias Gidsel i krig mod Aalborg-forsvaret. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Heldigvis skal vi kun sove fire gange mere. Sølle fire gange.

Næste afsnit af det, der snildt kan kaldes en vidunderlig håndboldklassiker, vises nemlig allerede på søndag, og det vil være decideret dumt ikke at se med – særligt efter dramaet i første afsnit.

Drama er et udvandet begreb i elitesport, men det var herrerne fra GOG og Aalborg Håndbold fuldstændig ligeglade med, da de sent onsdag aften satte mere end et flot aftryk på den første af potentielt tre DM-finaler.

GOG var bedst i størstedelen af kampen og havde også alle muligheder for at spille sig et stort skridt tættere på guldet. Med under 30 sekunder igen kunne anfører Simon Pytlick have sikret fynboerne sejren, men hans brag af en afslutning ramte overliggeren.

I det efterfølgende angreb udlignede Aalborgs Jonas Samuelsson til slutresultatet 25-25. I allersidste sekund. På sin første afslutning i kampen. Sådan staver man til drama i dansk tophåndbold.

Med det uafgjorte resultat er alt åbent før søndagens returkamp i Aalborg. Vinderen bliver dansk mester. Et nyt uafgjort resultat vil kaste en tredje kamp af sig i Gudme.

Det vil ikke gøre noget, for få klubber stinker så meget af håndbold som GOG. Det føltes også, som om at al energi og begær på hele Sydfyn var proppet ind i den lille idrætshal uden for Gudme. Knap 2.000 tilhængere var på plads. Knap 500 kom ikke ind og måtte følge med fra parkeringspladsen.

Sjældent har de første 60 minutter af en DM-finaleserie været så intens og varm. Det skyldtes ikke kun temperaturen i hallen, der tvang flere tilskuere til at smide trøjerne. Nej, Danmarks to bedste håndboldhold har i flere år duelleret om at være landets bedste, og hver gang er Aalborg endt som sejrherren.

Selvfølgelig gør det ondt i selvforståelsen i GOG, og selvfølgelig ved alle i og omkring GOG, at i år er året for at vende statistikken og bremse 15 års mesterskabstørke. Dels fordi at Aalborg efter sommerferien får tilgang af bl.a. Mikkel Hansen. Dels fordi at GOG selv mister bl.a. Mathias Gidsel og Thorbjørn Bergerud.

Derfor var der skruet op for det hele i Gudme. Fra temperatur til tacklinger. På banen blæste Gidsel og co. afsted. GOG’erne ønskede tydeligvis en finale med masser af fart, kaos og vildskab, og konstant opildnede spillerne hjemmepublikummet til at slippe hæmningerne.

Opfordringen behøvede den gulklædte fangruppering bag det ene mål ikke. ”Det gule mur”, som gruppen kalder sig, var allerede på plads en lille time før kampstart for at brøle løs. En blandet omgang af både halvvoksne knægte og helt unge piger.

De leverede en atypisk håndboldstemning. Oftest var det aldeles fremragende. Få gange var det direkte pinligt. Nok er sport en genre for sig, men det bliver aldrig klædeligt at høre skolebørn synge om kønsdele, drab, dyresex og tæsk til konen derhjemme.

Heldigvis fyldte skæverterne ikke meget i en kamp, der havde rigeligt i sig selv. Et opgør med en perfekt balance mellem GOG’s spontanitet og Aalborgs overvejelser.

Helt som forventet baksede Aalborg med rytmen i angrebsspillet i fraværet af den skadede højreback Lukas Sandell. I stedet benyttede cheftræner Stefan Madsens udvalgte sig af evnen til at tænke sig grundigt om, når bolden var i hænde, og derfor fik GOG længe ikke udbytte af Thorbjørns Bergeruds mange parader.

Lige indtil Mathias Gidsel, publikumsfavoritten, besluttede sig for at gøre sig rigtig god. Efter sommerferien begynder han i Berlin, og han havde tydeligvis lyst til at vinke pænt farvel til den klub, der har været hans siden teenagetiden. Et par kvikke aktioner af Gidsel gav i slutningen af første halvleg GOG det forspring, som Aalborg kæmpede med at indhente i den resterende del af kampen.

En af klodens klogeste håndboldspillere hedder Aron Palmarsson, og han forsøgte med alle tricks at fange GOG. Det nyttede bare ikke alverden, for Torbjørn Bergerud beviste igen og igen, hvorfor han snart bliver et lige så markant savn som Mathias Gidsel. Gæt selv om nordmandens dobbeltredning ved stillingen 21-17 fik hallen til at eksplodere.

Kampbilledet taget i betragtning lignede det en afgørelse. Men alle i harpiksuniverset ved, at man aldrig skal afskrive Aalborg, og der var således fuld plade på dramaturgien, da Felix Claar reducerede til 23-22 med godt fem minutter igen. Endnu vildere blev det, da Simon Pytlick missede matchvinderrollen, hvorefter Aalborg udlignede for første gang siden 8-8.

De to klubber mødtes også i pokalfinalen i februar. Dengang var GOG længe det bedste hold, men som så ofte før løb Aalborg med pokalen. Spørgsmålet er, om nordjyderne kan gøre det igen.

På søndag får vi måske svaret.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.