Minksagen: De Radikale freder Mette Frederiksen fra juridisk efterspil - men kræver valg efter sommer og er klar til mistillid

Støttepartiet med de afgørende mandater vil have valg efter sommerferien - og afviser en advokatvurdering, som skal vurdere, om statsministeren kan straffes for grov uagtsomhed i minksagen.

Artiklens øverste billede
De Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, og statsminister Mette Frederiksen i folketingssalen. Arkivfoto: Jens Dresling

Regeringen slipper lige nu for et retligt efterspil i minksagen.

Det står klart, efter at De Radikale har besluttet, at partiet ikke vil støtte, at Folketinget igangsætter en advokatvurdering af, om statsminister Mette Frederiksen eller andre ministre har handlet groft uagtsomt og dermed kan straffes i en rigsretssag.

En samlet opposition har netop krævet sådan en advokatvurdering oven på den sønderlemmende kritik i Minkkommissionens beretning. Det blev i første omgang afvist af Enhedslisten og SF, hvorefter De Radikale stod tilbage med de afgørende mandater.

Men nu siger det sidste støtteparti altså også nej til en advokatvurdering efter et møde med partiets hovedbestyrelse.

»Når vi i Radikale Venstres folketingsgruppe er nået frem til, at sagen ikke skal håndteres af jurister, men af os i Folketinget, skyldes det flere forhold. Dels står det klart, at kommissionen lægger Mette Frederiksens forklaring til grund. Mette Frederiksen talte ifølge kommissionen sandt, da hun sagde, at hun ikke kendte til den manglende hjemmel. Dels er der intet i beretningen, der understøtter, at statsministeren har handlet groft uagtsomt. Dermed er der intet grundlag for at føre en rigsret,« skriver politisk leder Sofie Carsten Nielsen på Facebook.

Hun opfordrer i stedet - højest overraskende - statsministeren til at udskrive valg efter sommerferien og senest inden Folketinget igen samles til oktober.

»Det er tid til en ny start. Der skal bygges bro igen, og jeg tror på, at et Folketingsvalg er en forudsætning for det. Der er brug for ny luft - der er brug at høre danskerne. Der er brug for en ny regering, der breder magten ud i stedet for at centrere den om sig selv,« skriver Sofie Carsten Nielsen.

Zenia Stampe, folketingsmedlem for De Radikale, skriver på Twitter, at partiet mener kravet om nyvalg så alvorligt, at støttepartiet vil udtrykke mistillid til Mette Frederiksen ved Folketingets åbning, hvis der ikke er afholdt valg forinden.

»Mette Frederiksens et-parti-regering er kørt i grøften og kan ikke fortsætte,« skriver hun.

Sofie Carsten Nielsen bekræfter på Twitter, at det er partiledelsens linje.

»Så udtrykker vi mistillid ved Folketingets åbning,« skriver hun.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Marketing og Statistik, det gør du her: opdater dit samtykke.

Jyllands-Posten arbejder på at få en kommentar fra statsministeren og Socialdemokratiet.

Grov vildledning

Minkkommissionen konkluderer, at det var grov vildledning, da statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde den 4. november 2020 meddelte, at alle mink skulle aflives, uden det lovlige grundlag var tilstede. Den vurderer imidlertid også, at Mette Frederiksen ikke vidste, at der manglede lovhjemmel, da hun fortalte om beslutningen.

Kommissionen understreger, at den ikke har taget stilling til, hvorvidt hun har handlet groft uagtsomt.

Og det er det, der er det store, juridiske spørgsmål.

Af ministeransvarsloven fremgår det, at »en minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt«.

Fem juraprofessorer vurderer over for Jyllands-Posten og Information, at Mette Frederiksen ikke kan straffes for grov uagtsomhed, hvis Minkkommissionens beretning lægges til grund. Primært fordi statsministeren var i god tro.

»Mette Frederiksen går stort set helt fri. Kommissionen lægger til grund, at hun ikke har vidst, at der manglede lovhjemmel, så jeg ser slet ikke for mig, at der kan føres sag imod hende,« siger Sten Bønsing, professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet.

Lasse Lund Madsen, professor i strafferet ved Københavns Universitet, er uenig og hælder til, at der foreligger grov – og dermed strafbar – uagtsomhed fra statsministerens side.

»Dybest set må de kritikpunkter, kommissionen har fundet frem til, lægges sammen og fratrækkes eventuelt undskyldende omstændigheder, ligesom det må indgå i vurderingen, at retsbruddet objektivt set har været groft. Der er tale om en klar ulovlighed – næsten uden fortilfælde i danmarkshistorien – ligesom beretningen taler om objektivt set grov vildledning fra statsministerens side,« siger han til Berlingske.

Statsministeren selv understregede på et pressemøde fredag, at hun ikke vidste, at der manglede lovgrundlag bag minkbeslutningen og afviste derfor, at hun har handlet groft uagtsomt, og at der er grundlag for en advokatvurdering eller rigsretssag mod hende.

Mulig sag efter et valg

Den radikale beslutninger kommer efter, at det er piblet frem med stemmer fra det radikale bagland, som har krævet, at folketingsgruppen på Christiansborg bakker op om en uvildig advokatvurdering.

Trods den radikale beslutning er det juridiske spor imidlertid ikke fuldstændig lukket i minksagen.

Borgerlige partier har fastslået over for Jyllands-Posten, at hvis magten skifter efter næste valg, så vil de bruge et blåt flertal til at iværksætte den advokatvurdering, som det nuværende flertal blokerer for.

»Hvis ikke der er flertal for at gå videre med det i det nuværende Folketing, vil Liberal Alliance appellere til befolkningen ved det kommende folketingsvalg om at sammensætte et andet folketing, så vi kan bestille en advokatvurdering efter valget,« sagde Ole Birk Olsen torsdag og tilføjede:

»Man kan ikke have en voldsom kritik af en regering, som har overtrådt loven, uden at det har konsekvenser for nogen som helst.«

Kun K-formand Søren Pape Poulsen tøvede i den borgerlige lejr og sagde torsdag, at han i første omgang ville læse minkrapporten og afvente, om støttepartierne vitterlig havde tænkt sig at »holde hånden over regeringen«. Nu melder han imidlertid klar på en advokatundersøgelse efter et valg.

»Jeg håber nu endnu mere på borgerligt flertal, så Mette Frederiksens juridiske ansvar kan undersøges til bunds,« skriver han.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.