Baz Luhrmann formår ikke at balancere formsprog og plot i sin ambitiøse ”Elvis”

Hos den australske instruktør Baz Luhrmann er der ingen adskillelse mellem form og indhold. Siden spillefilmdebuten ”Strictly Ballroom – de forbudte trin” (1992), der til stadighed står som Luhrmanns bedste og mest formfuldendte film, har instruktøren gjort en dyd ud af at lade storladne udtryk og ofte overdrevet skuespil resonere med lige så store følelser, der i Luhrmanns tidlige film altid virker ægte.

De efterfølgende film, ”Romeo & Julie” (1996) og ”Moulin Rouge” (2001), bekræftede denne æstetiske og plotmæssige strategi, men derefter er det desværre gået ned ad bakke. Kærlighedsdramaet ”Australia” (2008), F. Scott Fitzgerald-filmatiseringen ”Den store Gatsby” (2013) og nu den premiereaktuelle ”Elvis” lider alle under en uoverkommelig dissonans mellem formsprog og filmfortælling.