Alt er heldigvis ved det gamle på ”Downton Abbey”

Det virker lidt paradoksalt, at den nye film om det efterhånden ikoniske britiske gods Downton Abbey har fået undertitlen ”En ny æra”. For Simon Curtis’ film, der følger den første spillefilm fra 2019 og 52 tv-serieepisoder fra 2010-2015, føles i den grad som en afslutning.

Og det er heldigvis – hvis jeg har ret i mine antagelser – en værdig en af slagsen, som Julian Fellowes, manuskriptforfatter til både serien og filmene, diverterer med. For ”Downton Abbey: En ny æra” er præcis lige så velfortalt, sprudlende og fuldkommen gammeldags, som fortællingerne om den ærværdige familie og deres forgreninger er kendt for at være det.

Det kan virke som en biting, men det, at det drypper ind gennem taget på det gamle gods, kommer til at have stor betydning for handlingen i den to timer lange film. For riget fattes penge, og end ikke det brillantbesatte adelsfolk har råd til at lappe taget.