Lana Tankosa Nikolic blev kidnappet som barn: »Jeg er ikke bange for det ukendte. Det passer mig godt at være pioner«

Lana Tankosa Nikolic sad på passagersædet i bilen og kiggede ud ad vinduet, da det gik op for hende: Bilen kørte den helt forkerte vej.

Hun var 13 år gammel. Det var vinter, og sneen lå som hvidt pudder på de jyske marker. Lana Tankosa Nikolics far havde tilbragt nytårsaften sammen med sine to danskfødte børn, der boede hos en plejefamilie i Thisted.

Faren havde lydt helt almindelig, da han havde fortalt plejeforældrene, at han lige ville tage børnene et smut med til Aalborg for at besøge nogle venner. Lana havde set frem til besøget. Farens venner havde adgang til et par ponyer, og Lana havde pakket en lille taske med sine ridebukser og sin yndlingsbog ”Den sorte hingst”.

Men da personbilen kørte ned gennem Jylland og passerede en række landsbyer på vej mod Vejle, var hendes glæde vendt til rødglødende vrede.

Bag rattet havde hendes jugoslaviske far erkendt, at køreturens egentlige destination var Beograd. Han havde kidnappet sine to børn. Nu skulle de med hjem til Jugoslavien, og helst inden plejefamilien opdagede, at han havde gennemrodet huset for at finde deres pas, som han havde erstattet med et sæt af sine forældede pas.