Asfaltarbejde kan medføre forsinkelser i weekenden
Fra fredag til lørdag aften og igen fra fredag den 17. til søndag den 19. september udskifter Vejdirektoratet den slidte asfalt på Rute 15 Silkeborgmotorvejen ved Låsby, oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Arbejdet finder sted i begge retninger ved rampeanlæg 24 Låsby og indledes med, at den gamle belægning affræses. Herefter udføres der lokale reparationer i den underliggende belægning. Endelig udlægges der ny belægning, og til slut påføres der striber.
Arbejdet betyder, at der vil være risiko for kødannelse, så trafikanterne skal påregne længere rejsetid, og Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne.
Affræsningen af den gamle belægning vil foregå fra fredag den 10. september kl. 22.00 og frem til lørdag den 11. september ca. kl. 22.00.
Det vil have følgende konsekvenser for trafikanterne:
- Fra- og tilkørselsrampe 24 Låsby vil være spærret i vestgående retning fra fredag aften kl. 22.00 til lørdag middag kl. 13.00.
- Fra- og tilkørselsrampe 24 Låsby i østgående retning vil være spærret fra lørdag middag kl. 13.00 til samme aften ca. kl. 22.00.
Udlægning af den nye belægning vil foregå fra fredag den 17. september kl. 22.00 og frem til søndag den 19. september ca. kl. 22.00.
Udenfor arbejdsperioderne vil alle spor være åbne for trafik.
Resultatet af anstrengelserne skulle blive en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne, lyder det fra Vejdirektoratet.
JP Aarhus