Børn laver kunst på Hammels nye genbrugsplads
Kunst er nok ikke det første, der popper op i tankerne, når du besøger en genbrugsplads. Men det kan lokale børn og unge måske lave om på. I hvert fald på den nye genbrugsplads i Hammel, der åbnede i sidste uge.
For i samarbejde med Hammel Billedskole er børn fra lokalområdet i fuld gang med at dekorere et nyt område, der skal indrettes med genbrugskonceptet ”Gi’ og Ta’” – genbrugsting til foreninger og et informationsområde, der blandt andet skal bruges, når skoleklasser og kunder får en rundvisning på pladsen.
Hammel Billedskole afholder hvert år sommerskole for børn, og i år foregår det på Hammel genbrugsplads, hvor eleverne skal give affald nyt liv som kunst i det nye område.
»For os er det vigtigt, at den nye genbrugsplads er borgernes plads. Derfor er vi også meget glade for, at Hammel Billedskole har indgået dette samarbejde, så børnene i Hammel og omegn får mulighed for at sætte deres kreative præg på den nye genbrugsplads,« fortæller Sara Funch, direktør i Favrskov Forsyning, i en pressemeddelelse.
JP Aarhus