Alle forslag til Pier 3 er velkomne
JP Aarhus bragte forleden et indlæg fra Ole L. Mikkelsen og Peder Størup på vegne af Fællesrådet for Aarhus Ø og de bynære havnearealer.
Jeg kan kort og klart afvise, at Pier 3’s fremtid er låst fast på forhånd.
Jeg vil gerne berolige afsenderne og alle andre interesserede. Jeg kan kort og klart afvise, at Pier 3’s fremtid er låst fast på forhånd.
Efter sommerferien skal der efter planen gennemføres en betydelig borgerinddragende visionsproces, hvor der vil være tale om en helt åben spilleplade for idéer, forslag og ønsker. Denne fase involverer ikke en evt. kommende samarbejdspartner, og vi ønsker ikke i denne fase at låse noget fast på forhånd.
En evt. kommerciel partner vil først skulle findes på baggrund af et udbud efter borgerinddragende visionsproces og vil også skulle godkendes af byrådet.
Jeg vil også gerne understrege, at en evt. kommende partner i forbindelse med et kommende udbud vil få til opgave at svare på de spørgsmål, ønsker og temaer, som visionsprocessen har afdækket.
Ønskerne og idéerne fra visionsfasen bliver altså bragt med ind i den næste fase, hvor Aarhus Kommune sammen med den valgte samarbejdspartner på baggrund af en fortsat borgerinddragelse vil udarbejde en udviklingsplan, der skal imødekomme flest mulige af de mange idéer og ønsker, vi forventer at modtage i den indledende visionsfase. Dette skal naturligvis bygge også på en økonomisk bæredygtig model og plan.
Byrådet skal så – forventeligt med udgangen af 2023 – tage stilling til denne udviklingsplan og har dermed muligheden for at afvise planen, hvis ikke den på tilstrækkelig vis opfylder visionerne for området.
Intet er således låst fast på forhånd, og borgernes visioner kommer på banen før bygherrernes.