Historiske oversvømmelser har kostet 443 livet i Sydafrika
Regn er begyndt at aftage i oversvømmede sydafrikanske områder, hvilket gør redningsindsats nemmere.
Antallet af omkomne under oversvømmelser på Sydafrikas østkyst er steget til 443.
Det oplyser Sihle Zikalala, leder af provinsen KwaZulu-Natal, ved en orientering for medier søndag. 63 personer er fortsat savnet, tilføjer han.
Blandt de omkomne er en person fra redningstjenesten.
Regnen er begyndt at aftage i områder, der har været hårdest ramt af oversvømmelserne. Det gør det nemmere for redningstjenester at rydde op og lede efter overlevende.
Oversvømmelserne er blandt de dødeligste i Sydafrikas historie.
Enorme mængder vand ramte tirsdag den østlige kystby Durban og omkringliggende områder.
Durban er Sydafrikas tredjestørste by, hvor der bor omkring 3,5 millioner mennesker.
Veje blev revet fra hinanden, hospitaler ødelagt, og hjem blev hevet med i vandmængderne, mens folk stadig var fanget i husene.
Den regionale leder af katastrofeberedskabet, Sipho Hlomuka, oplyste lørdag, at omkring 41.000 mennesker er berørt af det spor af død og ødelæggelse, som oversvømmelserne har trukket i områder nær Durban.
Den sydafrikanske præsident, Cyril Ramaphosa, har kaldt oversvømmelserne for ”en katastrofe af enorme proportioner, som ikke er set tidligere i landet”.
– Vi kan ikke længere udsætte at gøre det, som vi må gøre for at håndtere klimaforandringerne, har Ramaphosa sagt.
Tusindvis af overlevende står hjemløse efter deres huse er ødelagt og er indkvarteret i interimistiske telte eller læskure forskellige steder i byen. De sover på jorden på madrasser eller pap.
Durban ligger i KwaZulu-Natal, som er blandt landets førende feriedestinationer.
Det er ikke usædvanligt med uvejr i regionen på denne tid af året, og mange troede, at myndighederne i regionen var godt forberedt på ekstremt vejr.
/ritzau/AFP