33-årig mand sigtet for forsøg på terrorisme i Aarhus

En 33-årig mand, der er sigtet for terrorforsøg i forbindelse med hasarderet kørsel i det centrale Aarhus, har fået forlænget sin varetægtsfængsling til 9. september. Det har retten i Aarhus afgjort tirsdag.

Artiklens øverste billede
Der blev sat betonklodser op ved Frederiksgade, efter hasarderet kørsel den 18. juli. Foto: Mads Andreas Frost

Det er anklagemyndighedens mistanke, at der var tale om et terrorforsøg, da en 33-årig mand midt i juli med høj fart kørte sin Mercedes gennem en befærdet gade centralt i Aarhus.

Det er kommet frem på et retsmøde i retten i Aarhus tirsdag formiddag.

Den anklagede og hans forsvarer Torben Dyring Kledal var med i Retten i Aarhus via et videolink. Her blev det slået fast, at den 33-årige mand sigtes for terrorforsøg og for derved at overtræde straffelovens §114.

»Ved at have forsøgt at udsætte flere personer for vold af farlig karakter. Med en hastighed på ikke under 50 km/t. at køre langs Frederiksgade og køre direkte mod flere personer, der måtte springe til side for at ikke blive ramt. Derefter vendte den anklagede bilen og kørte mod endnu en gruppe, der måtte springe,« sagde anklager Maria Buus Sørensen.

I en pressemeddelelse udtaler chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen tirsdag:

»Det er endnu for tidligt at konkludere, om mistanken om forsøg på terrorisme kan underbygges i en sådan grad, at der kan rejses tiltale for forsøg på overtrædelse af straffelovens § 114. På baggrund af den konkrete kørsel og forskellige andre omstændigheder efterforsker vi fortsat sagen som en terrorsag, og vi har iværksat en lang række efterforskningsskridt for at klarlægge omstændighederne og finde ud af, hvad motivet bag den 33-åriges handlinger var.«

Ifølge politiet blev ingen personer ramt i forbindelse med kørslen, og den 33-årige blev anholdt få timer efter. Han er siden blevet varetægtsfængslet i surrogat på en lukket psykiatrisk hospitalsafdeling.

Under retsmødet anmodede anklageren om lukkede døre i stedet for hidtidige dobbeltlukkede døre. Når der er dobbeltlukkede døre har offentligheden end ikke krav på at få oplyst sigtelsen.

Ifølge anklager Maria Buus Sørensen befinder efterforskningen sig fortsat på et tidligt stadie, der er stadig en påvirkningsrisiko fra den sigtede, og der vil fortsat komme oplysninger frem i forbindelse med efterforskningen, som offentligheden ikke skal have kendskab til.

»Samtidig må jeg henvise til sagens karakter,« sagde Maria Buus Sørensen

Forsvaret protesterede mod de lukkede døre og kaldte anklagerens argumenter diffuse.

»Der er ingen beviser for, at min klient kan påvirke efterforskningen. Min klient har været varetægtsfængslet i en måned. Der er afhørt vidner, der er foretaget ransagninger af bopæle, og der er indhentning af data. Vi er for mig at se ikke i en indledende fase, man er der, hvor man skal behandle data,« sagde forsvarer Torben Dyring Kledal.

Mystik og betonklodser

Sagen har været omgærdet af stor mystik.

I dagene efter den hasarderede kørsel i Frederiksgade, som bl.a. er kendt for mange barer og caféer, den 18. juli, blev der sat blomsterkrukker og fire nye betonklodser i gågaden.

Men meldingen fra politiet var på det tidspunkt ikke, at det var en foranstaltning som følge af et terrorforsøg.

I stedet konstaterede chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen til JP Aarhus, at politiet blot havde været i dialog med kommunen efter episoden for at undersøge muligheden for at lave nogle hastighedsdæmpende foranstaltninger.

Den 33-årige mand, der sad bag rattet, blev fremstillet i et grundlovsforhør den 19. juli. Også det forhør vakte opsigt. Det foregik nemlig bag dobbeltlukkede døre efter en anmodning fra anklageren, hvilket er højst usædvanligt i en færdselssag.

I politiets døgnrapport blev der efter episoden eftersøgt vidner til den hasarderede kørsel. Politiet beskrev bl.a., at flere fodgængere måtte springe til side, og vidner på stedet havde forklaret politiet, at en ældre, sølvgrå Mercedes B klasse pludselig var kommet kørende meget stærkt ad Frederiksgade i retning mod flere grupper af mennesker.

Den 33-årige mand blev anholdt om natten til tirsdag kl. 01.53 den 19. juli i Herskind. Det skete efter, at han selv havde måttet tilkalde vejhjælp.

Politiet tog kontakt til manden på stedet og opdagede to store knive i sidelommen ved førersædet. Manden havde desuden en mindre kniv i sin jakkelomme.

Østjyllands Politi oplyste tirsdag, at grundlovsforhøret blev afholdt bag dobbeltlukkede døre efter anmodning fra anklagemyndigheden, fordi politiet vurderede, at der var nogle væsentlige efterforskningsskridt, der skulle foretages, inden sigtelsen kunne offentliggøres.

Og på grund af dobbeltlukkede døre har Østjyllands Politi indtil nu været afskåret fra at udtale sig om sigtelsen. Politiet er dog nu så langt i efterforskningen, at retten, på anklagemyndighedens begæring, i dag har ophævet de dobbeltlukkede døre og dermed giver offentligheden indblik i sigtelsen, som lyder på forsøg på terrorisme efter straffelovens § 114.

Der er fortsat lukkede døre i sagen, hvorfor det er begrænset, hvad Østjyllands Politi kan sige om sagens detaljer.

»Da sagen fortsat kører for lukkede døre i retten, er det fortsat yderst begrænset, hvad vi kan og vil fortælle af detaljer om vores efterforskning og den anholdte. Vores formodning er, at han handlede på egen hånd, men det er selvfølgelig en af de ting, vi skal afdække yderligere i vores videre efterforskning,« lyder det Klaus Arboe Rasmussen.

Politiet oplyser videre, at betonklodserne i Frederiksgade blev sat op efter en indledende dialog mellem Østjyllands Politi og PET samt en efterfølgende dialog mellem Østjyllands Politi og Aarhus Kommune.

Betonklodserne, der er sat op i Frederiksgade, er en midlertidig løsning, og Østjyllands Politi er i dialog med Aarhus Kommune om en mere permanent ordning.

Den 33-årige mand skal fortsat sidde varetægtsfængslet i surrogat på psykiatrisk afdeling indtil den 9. september. Det besluttede retten i Aarhus i tirsdag. Dommeren lagde vægt på, at der er begrundet mistanke om, at han har gjort sig skyldig i sigtelsen. Det vurderer dommeren på baggrund af oplysninger til grundlovsforhøret og dagens nye oplysninger.

Kendelse er kæret til landsretten.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.