Den dag Georg og Rikke Madsen fik at vide, om de måtte være far og mor

William kom til verden en forårsdag i 2021 på Viborg Sygehus. Mens hans forældre nærstuderede det krøllede babyansigt, var kommunen i fuld gang med at forberede en tvangsfjernelse og siden en tvangsbortadoption. I et år har Jyllands-Posten været flue på væggen hos familien Madsen, fra den dag drengen blev født og frem til den eftermiddag, da forældrene fik at vide, om de stadig måtte være Williams mor og far.

17. marts 2022, København

Hun kigger ned, fumler med hænderne og leder efter et sted at gøre af dem. Hun har sorte gamacher og en mørkeblå arbejdsjakke på, det lyse hår er samlet i en lav hestehale. Han kæderyger og går sidelæns på stedet i sine træsko.

De vil bare gerne have det overstået.

Selv på en vindblæst myndighedsgrund i Københavns Sydhavn forbereder foråret sig på premiere, og foran Ankestyrelsen har kuppelagtige platantræer kørt knopperne i stilling klar til at springe ud som tegn på nye begyndelser. Imens er Rikke og Georg Madsen på vej ind til et møde, der endegyldigt kan slukke deres sidste håb om en familie.

Der er 11 trin fra fortovet op til svingdøren, hvor det udefra er umuligt at fornemme rækkevidden af de beslutninger, der bliver truffet i det anonyme murstensbyggeri. Rikke og Georg Madsen tager turen op ad trappen med en velklædt advokat i hælene.

På den anden side af svingdøren spørger en receptionist, hvem de er, og hvad de skal, inden de bliver lukket gennem en sluse og bedt om at lægge frakke og taske i små aflåselige skabe. En sikkerhedsforanstaltning, så knive og pistoler ikke smugles med ind.

En time senere kommer Rikke og Georg Madsen ud igen. Om et par dage får de at vide, om deres etårige søn skal bortadopteres og have nye forældre.

Han tænder en cigaret. Hun misser med blanke øjne og kigger mod advokaten.

»Tror du, de lyttede til os?«

Ubrugte senge

Når man besøger Rikke og Georg Madsen, henter de gerne en ved togstationen i Viborg. Familiens gamle minibus kører 13 kilometer i bakkelandskab gennem små landsbyer og svinger til højre ved en grusvej omkranset af græssende heste og skræppende ænder.

Inden ankomsten til nedlagte stalde og et hovedhus i røde mursten stopper Georg Madsen ofte for at tømme postkassen, haler en rudekuvert op af den og siger: »Den kommer hen i bunken til de andre«. Han sukker lidt, måske fordi det minder ham om, at pengene er knappe.

Fra hoveddøren føres man ind i køkkenet, hvor Rikke Madsen står og vasker nylagte æg, skriver dato på og putter dem i bakker klar til at blive solgt til forbikørende, der har set skiltet i vejkanten.

Også på hesteryggen kan der ryges cigaretter. Adskillige sagsbehandlere har gennem årene påpeget over for familien, at passiv rygning er skidt for børn. Georg Madsen forsvarer sig med, at han lufter ud inden børnebesøg.

I forlængelse af køkkenet ligger stuen rengjort og ryddelig med cigaretlugt hængende i luften. Spisebordet er dækket af en lilla velourdug, vindueskarmene er fyldt med porcelænsfigurer, i skænke af lyst træ står gipsfigurer af engle og cd’er med Celine Dion og Søs Fenger. På væggene hænger store klaser af familiebilleder.

Skolefotos af to piger med briller og langt lyst hår, en dreng på hug med en fodbold foran sig og en lille fyr i skråstol. For enden af stuen ligger et børneværelse fyldt med 30 varianter af legetøj med hjul. Kranbiler, brandbiler, traktorer. På første sal er der lyserødt og pyntet med Barbie-heste og dyreplakater på væggen. I alle børneværelserne står sengene nyredte og ubrugte.

Den 40-årige Rikke Madsen og den 47-årige Georg Madsen bor her alene. De har tilsammen fem børn, hvoraf fire er anbragt uden for hjemmet, og som parret en-to gange om måneden har samvær med.

Familiens fem børn

Georg Madsen

rikke Madsen

pige, 11 år

pige, 10 år

Dreng, 18 år

Tvangsanbragt da

han var 7 mdr.

Georg Madsen har løbende haft samvær.

Tvangsanbragt da hun var 10 mdr. Rikke Madsen har løbende samvær alene uden støtte.

Tvangsanbragt

fra fødegangen. Rikke Madsen har løbende samvær alene uden støtte.

Dreng, 5 år

william, 1 år

Tvangsanbragt fra fødegangen. Parret har løbende samvær alene uden støtte.

Tvangsanbragt fra fødegangen. Tvangsbortadopteret marts 2022.

Georg Madsen

rikke Madsen

Dreng, 18 år

pige, 11 år

Tvangsanbragt da han var

7 mdr. Georg Madsen har løbende haft samvær.

Tvangsanbragt da hun var 10 mdr. Rikke Madsen har løbende samvær alene uden støtte.

pige, 10 år

Tvangsanbragt

fra fødegangen. Rikke Madsen har løbende samvær alene uden støtte.

Dreng, 5 år

william, 1 år

Tvangsanbragt fra fødegangen. Parret har løbende samvær alene uden støtte.

Tvangsanbragt fra fødegangen. Tvangsbortadop-teret marts 2022.

Grafik: BR, RK

Familiens yngste barn, William, blev tvangsanbragt en uge efter fødslen i april 2021, da kommunen vurderede, at forældrene »hverken sammen eller hver for sig besidder de fornødne ressourcer og evner til at varetage sønnens behov, ligesom de ikke kan give barnet den omsorg, tryghed og struktur, der er nødvendig for et spædbarn«.

Selv om det er femte gang, at parret oplever at få et barn anbragt, er det anderledes denne gang. William blev undfanget kort tid efter, at Mette Frederiksen i sin første nytårstale som statsminister gjorde klart, at hun vil have flere børn bortadopteret.

»Nogle forældre i dag får for mange chancer,« sagde hun.

Der er ikke pillet ved lovgivningen, men antallet af tvangsbortadoptioner er siden nytårstalen steget fra 0-3 om året til 27 sidste år. Hvis William bliver bortadopteret, er der ingen vej tilbage. Intet samvær og ingen mulighed for at finde ham og opsøge ham. Han får nyt navn og ny familie.

Glad og gravid

Juli 2020, Vejrumbro

P-pillerne var glippet et par dage for Rikke Madsen, menstruationen var udeblevet, og en eftermiddag i juli 2020 blev Georg Madsen sendt i byen efter en graviditetstest. Hun tissede på den lille pind. Først dukkede en streg op, så to.

»Den er god nok, jeg er gravid. Så bliver det igen en kamp med kommunen,« sagde hun til Georg Madsen, der sad i stuen og så fjernsyn.

Han kiggede op. Han vidste, at hun havde ret. Der ville blive ballade. Parret måtte tage det, som det kom, hvilket det hurtigt gjorde, for Rikke Madsen var få uger henne i sin graviditet, da familieafdelingen i Viborg Kommune modtog den første indberetning. Den var indgivet af hendes praktiserende læge, som udtrykte »bekymring for kommende forældreskab«.

I de følgende måneder voksede maven med en »hyperaktiv baby«, som Rikke Madsen tænkte ville blive fodboldstjerne, mens kommunen modtog flere underretninger fra blandt andet jordemoderen.

Hvert år lander 135.000 underretninger fra bekymrede læger, lærere, naboer og andre hos landets kommuner. Nogle af dem bliver bilag i de mest vidtrækkende sager, hvor forældre fratages retten til at beholde deres barn.

Det er muligt, hvis forældrene vurderes varigt at være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet, en proces, som for Rikke og Georg Madsens vedkommende begyndte, længe inden William blev født. Allerede i oktober 2020 besluttede kommunen at undersøge, om det ville være bedst for det ufødte barn, hvis det blev tvangsbortadopteret.

En undersøgelse, som parret »aldeles ikke« ville medvirke til.

Franskbrød og ost med kommen

Papirerne på William er udprintet i hundredvis og stablet sirligt på kontoret under kvisten på familiens gård. Her ligger de side om side med mere end 20.000 andre dokumenter, som offentlige myndigheder gemmer om familien Madsen og dens børn.

Dokumenterne har familien givet Jyllands-Posten adgang til, siden kontakten til Georg Madsen opstod i foråret 2021, hvor han på Facebook responderede på avisens efterlysning af forældre, der stod midt i en sag om bortadoption. Georg Madsen vil gerne lade os følge ham »for at vise, hvordan det er at være menneske i systemet«.

Mange dage ringer han utålmodigt flere gange i træk.

»Der er godt nok meget tidsforskel på der, hvor du er, og hvor jeg er,« siger han, når telefonen bliver taget.

Han kan snakke i ét væk. Væver ind og ud mellem vejret, paragraffer, vittigheder, foragt for politikere, lidt fra fjernsynet og noget om sine børn. De fleste nætter er han livlig på mail og sender dokumenter fra kommunen, hans fjende nummer et.

Georg Madsen er slank af bygning. Hans hår er lyst og plysset. Han kan bedst lide vinter, »for så er dagene korte«.

Når han taler, trækker han e’erne ud. Siger »såeeeeh« og »nåeeeh« og læsper svagt på sine s’er, måske fordi han mangler flere tænder. Otte års antidepressiv medicin har ødelagt tandsættet, og han har selv trukket syv tænder ud, for tandlægen er for dyr. Hans lyseblå øjne lyser tit af drilleri, for han er egnsmester i kække bemærkninger, men øjnene ændrer sig, når man spørger, hvad han er bygget af.

Han blev født i 1975 i Esbjerg. Hans mor gjorde rent i bybusserne om natten, og hans far var vognmand. Midtpunktet for familiens opmærksomhed var hans multihandicappede storesøster. Hun kunne stort set ingenting selv, men Georg Madsen kunne altid få hende i godt humør, når han pjattede, og hun smilede og grinte tilbage.

Georg Madsens liv har ikke være “en lige vej”. Gennem barndommen har han været udsat for seksuelle krænkelser, senere i livet blev han indlagt på et psykiatrisk hospital som følge af de mén, han fik i barndommen. Georg Madsen har mange selvmordsforsøg bag sig. De lidelser, der lå til grund for disse selvmordsforsøg, har han lagt bag sig.

Desværre døde hun af en lungesygdom, da Georg Madsen var syv år. Tabet knækkede hans mor, der stoppede med at arbejde, begyndte at tage nervemedicin, mistede gnisten.

Efter søsterens død blev Georg Madsen sendt på hyppig aflastning hos sin mormor. Her fik han masser af kram, franskbrødsmadder med kommenost, aftenkaffe og godnathistorie. Men i de samme år hævder han sig udsat for gentagne seksuelle overgreb af et nu afdødt familiemedlem med tilknytning til hjemmet. Jyllands-Posten har talt med et familiemedlem, der fortæller, at også han blev misbrugt.

Kontakt Jyllands-Posten

Hvis du har tips eller viden om anbringelser eller bortadoptioner, kan du kontakte journalist Mette Mayli Albæk på mette.m.albaek@jp.dk eller tlf: 28403723

Georg Madsen erindrer, at han som teenager fandt ud af, at »det var helt forkert«, og en dag troppede han op hos familiens praktiserende læge for at fortælle om overgrebene. Der ligger ikke noget papirspor på selve henvendelsen, som i Georg Madsens erindring stadig står knivskarp:

»Det var lægen, jeg valgte at lette mit hjerte til. Jeg sagde, hvad jeg havde været udsat for, men det troede han ikke på.« Hans efterrationalisering lyder i dag, at hans mistillid til systemet begyndte her.

Med en svag ordblindhed havde han svært ved at følge med i skolen, og i frikvartererne blev han mobbet. En dag så slemt, at han klatrede op ad et nedløbsrør til skolens tag, så lærerne måtte ringe efter Falck for at få ham hentet sikkert ned igen.

Skolegangen blev ikke nemmere af, at forældrene konstant flyttede, fordi de rejste rundt med campingvogn på markedspladser i Danmark for at sælge Låsby-tæpper, ost og fisk i hælene på Dahlgårds Tivoli.

Georg Madsen nåede at skifte folkeskole 10 gange, før han gik ud af skolen i 7. klasse., hvor familien besluttede, at han skulle hjemmeundervises. Faderen skaffede læsebøger og matematikbøger på skolen, og hver dag efter morgenmaden begyndte undervisningen, hvor Georg Madsen med egne ord »lærte mere på et år, end han havde gjort syv år i skolen«.

Georg Madsen ved sin barnedåb i armene på mormor. Privatfoto

Efter hjemmeundervisningen arbejdede han hos en porreavler, senere på en lysskilte-fabrik og hos et tømrerfirma, hvor han bar tunge paller og smadrede sin ryg. Af dokumenter fra 1995 får man en fornemmelse af, hvordan det var at være Georg Madsen som ung. Her lavede Varde Kommune en psykologundersøgelse for at finde egnede jobmuligheder til ham. Her var han »så medtaget af mangel på søvn, at prøvearbejdet måtte udskydes«, som det hedder i dokumenterne, der placerede ham i normalområdets nedre grænse i forhold til intellektuel formåen. Undersøgelsen konkluderede også, at han havde en begrænset indlæringsevne. Til psykologen forklarede Georg Madsen, at han godt kunne lide at se fjernsyn, at han ikke havde nogen tætte venner – og at han drømte om at blive kameramand i tv-branchen.

Hans 20’ere forsvandt med hårdt natarbejde, ondt i ryggen og pigebekendtskaber uden faste holdepunkter. Han havde en følelse af, at det ville ende galt, da hans nye kæreste i 2002 meddelte, at hun var gravid. Parret havde kendt hinanden i tre måneder.

Far for første gang

Kønnet var en overraskelse, og Georg Madsen var glad og stolt, da han en sommerdag i 2003 blev far for første gang til en lille søn. Med overvågning på. For Esbjerg Kommune mente ikke, at han og moderen til barnet var i stand til at være forældre.

Georg Madsen arbejdede som selvstændig vognmand, da den nybagte familie blev indkvarteret på et mor/barn-hjem i Sønderborg, og personalet gik i gang med at observere.

Hvis han talte grimt til sin kæreste eller sagde »kvinder hører til i soveværelset og i køkkenet«, blev det noteret, og konkrete episoder blev beskrevet i rapporter til kommunen:

»Georgs opfattelse af omsorg for sønnen viser han ved, at han køber legetøj. Vi har set dette to gange med et garageanlæg og et aktivitetsstativ og den anden gang en fjernstyret legetøjsbil. Begge gange umiddelbart efter en voldsom konflikt i parforholdet.«

Personalet problematiserede, at Georg Madsen efter deres opfattelse var dårlig til at tilsidesætte egne behov.

Georg Madsen laver sjov med børnene, der er på samværsbesøg. Når parret får lov til at få børnene hjem på besøg, bager Georg Madsen altid kage til eftermiddagskaffen.

»Georg planlægger mange ture væk uden at tage med i sin planlægning, hvor sønnen skal spise og sove, eller hvad hans behov måtte være. Georg og kæresten havde været på tur til Tyskland, hvor de havde købt undertøj i en sexshop ved Kruså-grænse. De opdager så dagen efter, at de ikke havde fået nogle strømper med, der hørte til sættet. Georg vælger da, at hele familie tager afsted for at hente disse, og at det skal gøres med det samme,« lød et af eksemplerne.

Når han i dag læser observationerne fra sin første tid som far, siger han, »at de ingen humor har«, og at det bekræfter ham i, at de konstant var på nakken af ham.

»Jeg var ikke særligt gammel dengang. Jeg er mere moden i dag,« siger han.

Da sønnen var 10 måneder, blev han anbragt, og kort tid efter gik Georg Madsen og moderen fra hinanden. Faderskabet hvirvlede samtidig op i undertrykte følelser, der sendte ham i retningen af psykiatrisk skadestue.

Her dukkede Georg Madsen op første gang i 2001, da han efter et skænderi med sin mor ringede til vagtlægen og fortalte om selvmordstanker. En læge noterede om Georg Madsen: »Føler sig trist og med tiltagende håbløshedstanker. Angiver ensomhedsproblematik som væsentligste årsag«.

Efter anbringelsen af sønnen blev Georg Madsen fast besøgende på psykiatriske afdelinger, hvor han åbnede sig om de seksuelle overgreb fra barndommen, som psykologer forsøgte at give ham redskaber til at håndtere, og som ifølge Georg Madsen var stærkt medvirkende til, at han i årene efter blev noteret for 15 selvmordsforsøg.

En læge noterede om hans sindstilstand, at selvmordsforsøgene blev foranlediget af »en velkendt mandsstemme i 2. person, der rumsterede rundt og befalede Georg Madsen at tage en overdosis piller og dø«.

I de efterfølgende år fik Georg Madsen medicin mod depressioner og mod skizofreni, indtil en psykiater i 2012 fastslog, at sidstnævnte var en fejldiagnose. Generelt var han udfordret i sit liv. Han kæmpede for at undgå at gå konkurs med sit vognmandsfirma, og han var uvenner med ekskonen.

Samtidig var der den indædte kamp mod kommunen, der havde tvangsanbragt hans søn.

»Georg Madsen bliver nemt vred og er særligt sårbar over for henvendelser fra det offentlige,« som det blev beskrevet i et indlæggelsesnotat.

Sky og stille

Ved spisebordet hjemme hos familien Madsen serverer Rikke Madsen frokost med toastbrød og hjemmelavet æggesalat. Hun har lyst hår til skulderen, et ansigt uden makeup og blå øjne. Solen skinner, og hun tygger lidt på et spørgsmål om, hvad det gode liv er. Inderst inde tror hun ikke på, at hun nogensinde finder det gode liv, siger hun.

»Vi er på Jorden for at formere vores gener, og så må man bare lære at leve med det hele,« siger hun. Det gælder også savnet af sine børn, tilføjer hun.

Når hun bliver spurgt til sin barndom, trækker hun let på skuldrene. Det, hun husker bedst – og som en konstant – er skænderierne, da hendes forældre gik fra hinanden, og Rikke Madsen flyttede med moren. Rikke Madsen savnede sin far, der havde introduceret hende for ridning, krabbefangst og skovture med madpakker.

På førstesalen af den gård, hvor familien Madsen bor til leje, står et pigeværelse klar. Der er intet, der tyder på, at Rikke Madsens to piger kommer hjem foreløbig. Alligevel gør hun rent på værelserne en gang om ugen, og sengene står nyredte.

Hun var ordblind, sky og stille og blev sendt på specialskole, som hun kun har dårlige minder om. For der blev hun mobbet, slået og sparket og holdt hurtigt op med at invitere de andre børn hjem til fødselsdag.

»Der kom alligevel ikke nogen,« som hun siger.

Hun har aldrig haft et misbrug eller fået en diagnose, men har ifølge flere psykologer, som gennem årene har vurderet hende, »nedsatte intellektuelle kompetencer«. I 2021 lød det fra en psykolog, at hun lå »i bunden for normalområdet« på indekset for generel intelligens. Hun har altid følt sig dummere end andre og kæmpet med at føle sig god nok.

I barndommen havde hun det bedst sammen med dyr, og dokumenter fra 1995 fortæller, at det var i hestestaldene, at hun følte sig »tryg og værdsat«. Lige indtil hun som 12-årig – efter eget udsagn – gentagne gange »blev udsat for seksuelle overgreb« af en mand, hun mødte i forbindelse med de heste, hun passede.

Rikke Madsen husker sin barndom og ungdom som en ensom tid. Det var sammen med dyr og især heste, hun havde det bedst. Privatfoto

Overgrebene står første gang beskrevet i dokumenter fra 2009 i et notat fra kommunen, hvor Rikke Madsen bad en sagsbehandler om at kontakte politiet i frygt for, at manden skulle forgribe sig på andre piger.

I sine teenageår fortalte hun aldrig om overgrebene til nogen, men »gik med det for sig selv«. Det gjorde hende angst for at være sammen med andre mennesker, og på gaden gik hun omveje for ikke at møde nogen.

I de bunker af papirer, som det offentlige har på Rikke Madsen, kan man læse, at hun i 1995 blev sendt tre år på specialefterskole, hvor hun skulle lære at klare sig selv. Hun var imidlertid blevet interesseret i drenge, og på efterskolen faldt hun hurtigt for Arne, der blev hendes første seriøse kæreste. Arne hang ved, og det unge par flyttede som 18-årige sammen i et kommunalt bostøttetilbud.

Rikke Madsen fik job på et beskyttet værksted, hvor hun i fire timer om dagen sorterede skruer, inden hun fik tildelt førtidspension på grund af »fysiske og psykiske problemer« – og med udgangspunkt i, at hun ikke kunne læse eller regne. Hendes matematikfærdigheder var på niveau med en 2.-klasse-elev.

Hver uge stak en hjemmevejleder fra kommunen hovedet forbi for at hjælpe med at læse breve, med kontakten til det offentlige og med rengøring og budget.

I et resumé fra sådan et besøg i vinteren 2002 beskrev hjemmevejlederen, at Rikke Madsen ønskede at få et barn.

»Ligeledes snakkes om konsekvenserne, det, at hun kan risikere at få et udviklingshæmmet barn, samt risiko for, at barnet bliver fjernet,« står der i dokumenterne, som bygger på en intelligenstest fra 1995, der gav Rikke Madsen så lav en IQ, at hun måtte være »psykisk udviklingshæmmet«.

Børnesnakken var oppe igen i 2004, hvor Rikke Madsen forsøgte at overbevise hjemmevejlederen om, at »hun godt mener, at hun kan varetage opgaven at blive mor, hvis hun finder en mand, som kan hjælpe og støtte hende i hverdagen«.

To piger

Sådan gik det ikke, da hun i 2009 mødte faderen til sine to første børn.

Efter halvanden måneds kæresteri var Rikke Madsen gravid, og kommunen var intensivt med på sidelinjen fra start, fordi hjemmevejlederen havde sendt en underretning med bekymring for det ufødte barn. Når Rikke Madsen havde brug for hjælp til at kontakte myndigheder og klare konflikter med kæresten, havde hjemmevejlederen vanskeligt ved at se, hvordan hun kunne give et nyfødt barn en stabil struktur og en forudsigelig hverdag.

Syv uger inde i graviditeten bankede en socialrådgiver på døren. Rikke Madsen og hendes daværende kæreste fortalte, at de glædede sig til at få barn og ikke havde nogen bekymringer i forhold til at skulle være forældre. De kunne dog godt se, at det ville være en god idé at få støtte fra kommunen og i sidste ende et ophold på et familiecenter.

En sen aften i maj 2010 fødte Rikke Madsen en pige. Kommunen støttede den lille familie med daglige besøg og råd om sovetider, stimulering og god øjenkontakt. I en statusrapport fra sommeren 2010 skrev en familiebehandler: »Det er vores vurdering, at babyen i langt højere grad har brug for struktur omkring mad og søvn, stimulation, følelsesmæssig genspejling, og at Rikke og barnets far sætter flere ord på tingene over for hende.«

Rikke tager billeder af sin datter, der er til samvær. De to piger har hver en hest på gården.

I december 2010 satte en anonym underretning om påstået alkoholmisbrug hos Rikke Madsens kæreste myndighederne op i et andet gear. Kommunen kom nu på uanmeldte besøg, men konkluderede, at den lille pige trivedes, forældresamarbejdet var godt, og der var gode udtalelser fra dagplejen. En ny oplysning vakte dog uro. Rikke Madsen var gravid igen. Hos kommunen fik bekymringen medvind, da hun få uger senere blev forladt. Kæresten havde fundet en anden og var skredet.

Af et mødereferat fremgår det, at kommunen på et akutmøde besluttede, at datteren skulle tvangsanbringes. Ifølge kommunen kunne Rikke Madsen ikke klare ansvaret med et lille barn alene. Imens forsøgte kommunen at overtale Rikke Madsen til at få en abort. Hun nægtede.

I foråret 2011 blev hendes første datter tvangsanbragt, 10 måneder gammel. I begrundelsen står noteret, at Rikke Madsen havde »lav tolerancetærskel over for stress«, at hun »var optaget af computeren, telefonen eller tv’et, mens barnet underholdt sig selv«, og at barnet »ofte har et sørgmodigt, tomt og undrende blik«.

Sat op på sms

Egentlig var Rikke Madsen ikke på jagt efter en ny kæreste, da en bekendt i 2011 satte hende op med Georg Madsen, men efter en flirt på sms og et genert weekendmøde i Esbjerg var der ingen vej tilbage. De husker ikke, hvad de faldt for ved hinanden, men Georg Madsen siger, at han hurtigt spotter, om et menneske er godt eller dårligt.

»Og Rikke hører til den første kategori,« fastslår han.

Da de to måneder senere gik hånd i hånd i Esbjergs gågade til en open by night, et koncept med udvidede åbningstider og gode tilbud, fandt Georg Madsen på, at de skulle forlove sig. Hun sagde ja, og de fandt ringene i den første smykkebutik, de passerede.

Rikke Madsens gravide mave skræmte ikke Georg Madsen, der dog tidligt i forholdet proklamerede, at han ikke er den store kysser. Han kan give et tungekys efter nogle genstande, men ellers er det ikke noget for ham med det der kysseri.

»Jeg ved ikke, hvad det er. Det er noget med, at tingene kommer lidt for tæt på,« siger han.

Rikke og Georg Madsen er begge på førtidspension. En stor del af dagen bruger de på at passe dyr på den gård, de har lejet. Når arbejdet i stalden er overstået, er det tid til formiddagskaffe.

Efter forlovelsen flyttede hun ind hos ham i Esbjerg. Hver anden uge så de hver især deres anbragte barn nogle timer. Med jævne mellemrum blev der skrevet referater fra møderne, så kommunen kunne vurdere, om der var mulighed for at flytte børnene hjem til forældrene.

Gang på gang blev det vurderet, at børnene skulle forblive anbragt med begrundelser som »barnet kommer til at mangle opmærksomhed fra sin mor, når behov udvikles«, og »Rikke Madsens fremstår umoden og sårbar med nedsatte evner til at klare en hverdag med for mange krav.« Om Georg Madsens forældrekompetencer lød det, at de »tenderer til følelsesmæssigt krævende og med en tilknytningsstil, der vurderes som ambivalent«.

Frem mod fødslen af Rikke Madsens barn nummer to satsede parret på, at Esbjerg Kommune så med mildere øjne på deres forældrekompetencer. Det var et sats uden gevinst. Tre timer efter, at Rikke Madsen en solskinsdag i juli 2011 havde født sit andet barn, bankede det på døren ind til fødestuen. Den nyfødte pige blev tvangsanbragt.

»Rikke har, grundet sine psykiske vanskeligheder, ikke det nødvendige udviklingspotentiale,« hed det blandt andet i begrundelsen.

Rikke Madsen var helt uenig og følte ikke, at hun havde fået chancen for at vise, hvad hun kunne.

En drøm om fire børn

Det havde altid været Rikke Madsens drøm at få fire børn, og den levede stadig, selv om intet tydede på, at hun ville få sine to piger hjem igen.

Derfor ville parret gøre alt for at få lov til at beholde det barn, som i sommeren 2016 voksede i Rikke Madsens mave. Parret ansøgte om at få en prøvedukke og at komme på mor/barn-hjem, men også her blev der inden fødslen arbejdet på at tvangsanbringe barnet. Modsvaret var korslagte arme.

I forbindelse med en ny undersøgelse af parrets forældreevner spurgte en psykolog Georg Madsen, hvilke tanker han havde gjort sig om at få et barn mere.

»Hvorfor skulle jeg ikke kunne klare det? Mere er det ikke at sige om det,« svarede han.

»Hvad glæder du dig mest til ved at få en baby?« spurgte psykologen.

»Skal overstås,« svarede Georg Madsen.

Han gjorde sjældent et godt indtryk på fagpersonale og myndighedspersoner. »De misforstår næsten altid min facon,« siger han i dag og uddyber:

»I systemet bliver man til et ikke-menneske. Hvorfor skriver de altid kun det negative? Ethvert menneske har en positiv side, men den primære opgave for kommunerne er åbenbart at få alt negativt frem.«

Allerede inden første scanning af parrets første fælles barn var der underretninger. Psykologer blev igen sat til at vurdere parrets forældreevner og vurderede, at Rikke Madsen havde »affektive problemer, hvor hun udviser meget mindre kontrol over sine følelser end de fleste voksne mennesker.«

Georg Madsen var højtråbende og aggressiv, da psykologen ville tale med ham, og en af konklusionerne lød efterfølgende, at »det kan være i risiko for barnet og dets udvikling at overlade forældreskabet til Georg«.

Den vurdering havde han glemt alt om, da han en januar nat i 2016 tog billeder og videoer af en fødsel på en fødestue i Nordjylland. De første timer efter fødslen blev den lille dreng betragtet, og forældrene talte om, hvem han lignede. Georg Madsen optog, mens jordemoderen tjekkede baby for griberefleks, og da han fik sit livs første sparkedragt på.

Klokken 06.35 tog Georg Madsen et billede af sin kone på en gold hospitalsstue. En åben juicebrik stod på sengemøblet ved siden af en sutteflaske med udpumpet råmælk fra Rikke Madsen, der sad på sengekanten og akkurat havde kæmpet sig i tøjet. Hun stak armen gennem ærmet på en vinrød vinterjakke og var klar til at forlade fødestuen. Uden deres nyfødte søn, som netop var blevet tvangsanbragt og hentet af en socialrådgiver.

Anbringelsen tærede på forholdet. I notater fra parrets fælles psykologbesøg kan man læse, at det fik Georg Madsen til at slå hul på en hidtil ufortalt historie om en mere barsk barndom, end han tidligere havde givet udtryk for.

»Georg oplyser, at han har blokeringer i sine oplevelser og evner til at føle kærlighed, begrundet i barndomstraumer, hvor faderen f.eks. kunne slå med stole og bøjle, og han kunne finde på at hive Georg op kl. 3 om natten for at sætte fortelt op. Han havde sadistiske træk og tvang f.eks. Georg til at spise flæskesteg. Dette betyder iflg. Georg, at han har lært at blive følelseskold for at passe på sig selv.«

Såkaldte rådgiver

Det er mange år siden, at Georg Madsen har fået psykiatrisk behandling, og i dag »spiser han kun piller mod diabetes«, siger han.

Hans temperament er intakt, og hans puls fornemmer man i de mails mellem ham og myndighederne, han løbende sender videre. Han skriver »Hej såkaldte rådgiver« til sin sagsbehandler, han nægter at lade sig personlighedsteste, irettesætter psykologerne, dikterer fagpersonernes testmetoder og nægter at udlevere sit telefonnummer til kommunalt ansatte.

Hvis kommunen ikke har svaret tilbage på en henvendelse, kan den være sikker på adskillige rykkere, »for regler gælder ikke kun for borgere«. Han søger aktindsigt i alt og beskylder sagsbehandleren for at sende ham seksualiserende blikke.

Efter mange års natarbejde har Georg Madsen vendt rundt på dag og nat. Han vågner typisk kl. 3, står op og bruger meget af dagen på at læse dokumenter fra kommunen og børnesagerne på parrets fem børn. Alle papirer får han fysisk og scanner dem efterfølgende ind på sin computer.

Han anslår selv, at han har sendt mellem 1.500 og 2.000 klager til myndighederne. Indimellem får han medhold, eksempelvis når parret er blevet snydt for et ekstra samvær op til jul.

»Ville du ikke klage, hvis det var dit barn, det handlede om?« svarer han på spørgsmålet om, hvor vidt nogle af klagerne er sendt alene for at provokere. De seneste klager har handlet om rammerne for parrets samvær med deres søn på fire år.

»Jeg klagede, da samværene blev flyttet til et lokale, hvor der ikke er nogen udendørs aktiviteter. For det er ikke hensigtsmæssigt. Jeg klagede også, da samværene blev flyttet til et lokale, der ligger lidt over for et misbrugscenter, for det synes jeg heller ikke er hensigtsmæssigt,« siger han.

53 cm lang

April 2021, Viborg Sygehus

Rikke Madsen havde fået veer morgenen forinden og forberedt sig på, »at det ikke er sjovt at føde.« Pludselig var William der, klokken 06.49, sprællende og skrigende, en morgen i april. Hendes og Georg Madsens andet barn.

Hun tørrede fosterfedt væk og gav ham et kys i panden som velkomst i verden. Georg Madsen klippede navlestrengen over på den 53 centimeter lange baby, mens hun lå forpint, nervøs og ventede på, at en sagsbehandler bankede på døren.

Rikke Madsen sad i en stol ved siden af vuggen, da en sagsbehandler fra Viborg Kommune og en pædagog fra et nærliggende mor/barn-hjem klokken halv 10 kom ind på stuen og lykønskede familie Madsen. Sagsbehandleren spurgte, hvordan fødslen var gået, og hvor stor William var.

»Det er en hemmelighed,« svarede Georg Madsen.

Sagsbehandleren spurgte, om parret ville give samtykke til en frivillig anbringelse af William. Det nægtede de, men indvilgede i at blive indskrevet på et mor/barn-hjem, så fagpersoner kunne vurdere familien.

Rikke Madsen begyndte at samle sit eget og Williams tøj sammen. Hun følte sig svimmel og fik en brækpose med til bilen. William fik en hvid bomuldshue på, blev lagt i autostol, og familien forlod fødegangen.

»Huen skal ligge ordentligt ned over Williams ene øre,« rettede pædagogen.

Rikke Madsen var træt og havde voldsomt ondt efter fødslen. Også Georg Madsen var udmattet. På mor/barn-hjemmet lagde de sig til at sove med William ved siden af i liften. Fire timer senere blev de vækket af personalet: Det var tid til at give William sutteflaske.

Personalet skrev løbende ned, hvordan forældrene gav mad, skiftede ble, holdt og kiggede på William, der fra start fik sutteflaske i stedet for at blive ammet. Det gav Rikke Madsen udfordringer, fordi hun skulle have hjælp til at aflæse instruktionerne på modermælkserstatningen, udfylde skemaer for Williams madindtag hver tredje time og huske at koge flasker inden brug.

Rikke Madsen foreslog på et tidspunkt, at William skulle have en bamse at sove med, men det afviste Georg Madsen, for »det vil give problemer, når han bliver ældre, og man er i byen, og han skal passes. Så kan han ikke sove uden bamse,« noterede personalet.

Parret følte sig overvåget og mistænkeliggjort på mor/barn-hjemmet, hvor de ventede på at få besked fra kommunen om, hvorvidt William skulle tvangsanbringes.

»Den lille bliver meget ked af det, og Rikke ses ikke at have forståelse for, hvordan man kan trøste barnet ved hjælp af stemme og berøring på puslebordet«, skrev personalet i dagbogen.

»Jeg kan ikke se, hvordan vi ellers skulle have gjort. Vi havde fin øjenkontakt med ham, vi sad stille og roligt med ham. Jeg kan ikke se, hvad vi skulle have gjort anderledes,« siger Georg Madsen i dag.

William var tre dage gammel, da familiens advokat ringede. Georg Madsen rystede. Han kunne næsten ikke tale. Rikke Madsen sad på sengen og græd, nærmest hulkede.

Med telefonen på medhør fortalte advokaten, at familien var indkaldt til møde i kommunens børne- og ungeudvalg fire dage senere, hvor der var lagt op til, at William blev anbragt. Rikke og Georg Madsen troede, at de ville få tid og mulighed for at bevise, at de godt kunne være forældre for William.

»Vi gjorde alt det, personalet sagde, vi skulle gøre. Jeg føler stadig ikke, vi har fået chancen for at vise, hvad vi kan,« siger Rikke Madsen i dag.

I de efterfølgende dage havde Georg Madsen sin telefon tæt på sig og filmede løs. Han ville bevise, at hans kone kunne holde sin søn sikkert, og at parret holdt øjenkontakt med deres baby. Rikke og Georg Madsen var uenige i personalets observationer.

»Det er udtalt for begge forældre, at deres egne behov for sult og søvn italesættes og fylder en del. De er i mindre grad reflekterende i forhold til, hvad den lille kan have behov for. De høres ikke sætte mange eller mere nuancerede ord på, at den lille græder voldsomt, eller de forsøger at trøste ham,« skrev personalet.

Georg Madsen forberedte sig på mødet i børne- og ungeudvalget. Hans taktik var at køre personligt på sagsbehandleren, hvilket personalet på mor/barn-hjemmet talte ham fra. Personalet observerede samtidig, at hans blik var blevet køligt.

»Han siger, at han ikke magter kampen mod systemet, og at han, hvis kommunen fjerner hans søn, vil køre ind i et træ, for så ønsker han ikke længere at leve,« skrev personalet.

En ny familie

16. april 2021, Viborg Rådhus

William var en uge gammel, da Rikke og Georg Madsen en tidlig morgen forlod mor/barn-hjemmet for at køre mod Viborg Rådhus til mødet i børne- og ungeudvalget, der havde læst flere hundrede sider om parret med lægeskøn, samværsobservationer, underretninger, rapporter og skoleudtalelser på de andre børn.

På mødet sagde Rikke Madsen, at det gik godt på mor/barn-hjemmet, hvor de samarbejdede og tog personalets råd til sig. Familien havde brug for støtte, men de skulle nok klare sig, sagde hun.

Georg Madsen var detaljeorienteret og fortalte som det første, at puslebordet på mor/barn-hjemmet havde en dum højde, som stødte mod Rikke Madsens mave og gjorde det svært for hende at holde øjenkontakt med William, medmindre hun gik om på siden af puslebordet. Selv havde han øjenkontakt med drengen mellem 15 og 17 sekunder, hvilket var fint ifølge sundhedsplejersken, sagde Georg Madsen.

Han forklarede, at parret var indstillet på at blive på mor/barn-hjemmet i tre måneder, hvorefter de burde være i stand til selv at passe William.

Efter 70 minutters møde læste udvalgets dommer afgørelsen op. Om lidt skulle William overdrages til en plejefamilie, som allerede stod klar.

William ville blive anbragt i foreløbig et år, og i mellemtiden skulle der tages stilling til bortadoption. Dommeren lagde dels vægt på, at parrets fire andre børn var anbragt, dels på en psykiatrisk speciallægeerklæring om Georg Madsen og på bunken af underretninger fra fagpersonale.

»Udvalget vurderer, at barnet ikke bør bo hjemme, da det vil være skadeligt for hans sundhed og udvikling,« sagde dommeren.

Georg Madsen var stiktosset og ville hverken lade sig trøste eller falde ned. Han kunne ikke få sig selv til at sige farvel til William. »Det fortryder jeg. Det ville jeg gerne have gjort,« siger han i dag.

Georg Madsen er sammen med Rikke Madsen kommet til København, hvor de skal have deres sag afgjort i Ankestyrelsen.

En sagsbehandler guidede Rikke Madsen med William i sin lift en etage op og ind i et rum, hvor William skulle have sutteflaske og skiftet ble. Rikke Madsen græd ikke, men virkede indebrændt og havde svært ved at vise følelser. Hun satte sig i en stol, tog William op, lagde ham på sin venstre underarm og rystede en sutteflaske.

William kiggede op på sin mor og begyndte at spise. Hun havde sort fleecetrøje på, små øreringe i og tydelige rande under øjnene.

»Det er dejligt at få noget mad. Du er så dygtig, lille skat,« sagde Rikke Madsen og aede ham med lillefingeren. Han tømte sutteflasken, mens hans øjne gled mere og mere i.

»Nu må vi se, hvornår mor ser dig igen,« sagde hun.

Hendes kæbe dirrede.

William hikkede. Der var fem minutter til, at han skulle afleveres.

På et rundt mødebord foldede Rikke Madsen en babydyne med pingvinbetræk ud og lagde forsigtigt William på dynen. Hun tog et par bittesmå lyseblå bukser af ham, knappede hans bodystocking op og begyndte at skifte ble.

Williams øjne var åbne, han drejede hovedet til venstre mod lyset fra vinduet.

En plejemor stod klar på den anden side af døren. Rikke Madsen fik at vide, at hun ikke måtte give William direkte til plejemoren. En særlig kommunal babyterapeut skulle overrække ham.

Terapeuten hviskede noget i øret til William.

Rikke Madsen sagde farvel til sit barn. Hun nægtede at give plejefamilien Williams dyne med, selv om personalet på mor/barn-hjemmet havde sagt, at det var en god idé, at han fik noget med, der duftede genkendeligt.

Rikke Madsen vendte sig om og gik ned til bilen.

Jeg-har-det-dejligt-lyd

Forår 2021

Familien Madsen vendte endnu en gang hjem fra fødegangen uden barn.

Hen over foråret fulgte de forsinket med i Williams udvikling, når plejeforældrene afleverede dagsbogsnotater til kommunens statusmøder. Rikke og Georg Madsen læste, at han fem uger gammel havde daglige skrigeture på tre-fem timer, gylpede meget og var urolig. Lægen mistænkte kolik, måske en mild grad af refluks. I starten af maj begyndte William at smile.

»Første smil, ingen tvivl. Dejligt og livsbekræftende,« noterede plejemor. Et andet sted skrev hun, at William responderede »så fint på vores kys, kærtegn og fysiske kontakt. Han kommer næsten med en jeg-har-det-dejligt-lyd, inden vi kysser ham på kinderne«.

Han var 11 uger, da han begyndte at klukke og pludre. På vægtkurven sakkede han lidt bagud, så plejemor blandede johannesbrødkernemel i modermælkserstatningen.

»Det virker helt fantastisk, og han sover godt om natten.«

Georg Madsen var ikke vild med plejemors notater, for de satte sylen ind »lige der, hvor det gør ondt« og mindede ham om, at han gik glip af Williams barndom.

I juli lagde kommunen plejemors notater i en sagsmappe til Ankestyrelsen sammen med 350 andre dokumenter. Kommunen ville have William tvangsbortadopteret.

På et møde i Ankestyrelsen i august 2021 mødte Rikke og Georg Madsen op for at forsvare sig mod noget, de ikke havde prøvet før. Hvis William blev bortadopteret, ville de aldrig se ham mere. De ville på papirer ikke længere være hans forældre.

Georg og Rikke Madsen kunne ikke forstå, hvorfor man ville bortadoptere William, når de uden problemer havde samvær med deres andre børn. På det afgørende møde i Ankestyrelsen blev Georg Madsen spurgt, hvorfor han så ikke deltog i de månedlige samvær af en times varighed, som parret var blevet tildelt med William. Enten havde Georg Madsen på forhånd meldt fra, eller også var han ikke dukket op. En af gangene spurgte sagsbehandleren, hvor Williams far var. Svaret fra Rikke Madsen lød ifølge samværsbeskrivelserne, at han enten ikke havde tid, brugte sin energi på journalister eller ville passe på sig selv.

»Jeg har hele tiden haft på fornemmelsen, at William ville blive bortadopteret. Jeg kommer længere ned i kulkælderen ved at se ham, fordi jeg så knytter mig til ham. Jeg er nødt til at passe på mig selv,« sagde han.

Rikke og Georg Madsen var i august 2021 i Ankestyrelsen første gang med adoptionssagen. Sagen blev hjemvist til Viborg Kommune, der blev bedt om at forberede en undersøgelse af parrets forældreevner.

Rikke Madsen var taget alene til samvær, som foregik på mor/barn-hjemmet, og hvor en medarbejder lavede samværsbeskrivelser. For at give William ro og forudsigelighed havde kommunen besluttet, at det kun var plejemor, der måtte give William mad, trøste og skifte ble. Det var svært for Rikke Madsen. Også at »alt hvad man gør, bliver skrevet ned,« som hun udtrykker det.

Samværsbeskrivelserne fortæller blandt andet, at Rikke Madsen »taler stille og roligt med en lys stemmeføring med indføling og glæde i stemmen til William«, at hun »som noget af det første spørger, om der bliver serveret sodavand« – og at hun »opleves nærværende i kontakten«. Desuden at hun »tager mange billeder med sin telefon. Der er blitz på«.

Fem dage efter mødet i Ankestyrelsen ringede parrets advokat. Der var fejl i den omfattende undersøgelse af parrets forældrekompetencer, som en kommune betaler en autoriseret psykolog for at lave.

»Sagen er ikke tilstrækkeligt belyst til, at der kan tages stilling til adoption,« stod der i afgørelsen. Stik mod reglerne var det en familiebehandler og ikke en psykolog, der havde observeret forældrenes samspil med William.

Georg og Rikke Madsen følte, at de blev hængt til tørre. Imens gik Viborg Kommune i gang med at forberede sagen på ny.

Hverdag på harddisk

Marts 2022

På en harddisk ligger Rikke og Georg Madsens fortælling om deres børn. Her er billeder af fødsler, det første bleskift, den første tur i autostol. Billeder af børn, der drikker kakao, graver i sand, bygger togbane, tegner og bliver ældre. Her er videooptagelser af fødselsdage, forsinkede juleaftener, en usikker på cykel uden støttehjul og legepladsbesøg med forår, sommer, efterår og vinter som kulisse.

Mange af billederne er sendt til Rikke og Georg Madsen af de plejeforældre, hvor deres børn bor, og selv om der ikke i nogen af børnenes sager er udsigt til, at de kommer hjem, håber parret stadig på, at gårdens børneværelser kommer i brug.

Rikke og Georg Madsen har samvær med deres søn og Rikkes to døtre hjemme på gården.

I dag siger Georg Madsen, at hans største fejl i livet har været, at han har været for ærlig over for myndighederne.

»Kommunen kigger ikke på, hvordan situationen er i dag. De ser kun tilbage og hiver ting frem fra 1995. Det er, som om de går helt ind i ens mors livmoder. Jeg skulle ikke have nævnt noget til psykiatere, psykologer eller læger. Det har kun straffet mig,« siger han.

Rikke og Georg Madsen har samvær med deres andre børn halvanden-tre timer hver anden uge, samværene er ikke overvåget, og børnene på 4, 10 og 12 år kommer indimellem på hjemmebesøg. Georg Madsens store dreng, der netop er fyldt 18 år, har parret lige nu ingen kontakt til.

»Når vi har samvær med de andre børn, så skal vi også have det med William. De andre børn må vi åbenbart gerne være sammen med og endda alene,« siger Georg Madsen.

Frikendt og frigivet

22. marts

Skeen klirrer rundt i kaffekoppen og opløser sukkeret med hurtige cirkelbevægelser. Georg Madsen er godt i gang med den første af dagens 5-6 kander kaffe. Han er nervøs, han kan ikke spise morgenmad.

»Jeg har det ad helvede til. Nerverne sidder uden på tøjet,« siger han og kigger på uret. Han tager jakke og træsko på, sætter sig ud i bilen og kører mod Viborg. Byretten skal tage stilling til, om han skal dømmes for dødstrusler mod den sagsbehandler, der har kørt sagen med William. Efter halvanden times retsmøde bliver han frikendt.
»Tiltalte havde ikke fortsæt til dødstruslen,« vurderer retten.

Georg Madsen er lettet og kører hurtigt hjem. Advokaten har fået svar fra Ankestyrelsen, og familien Madsen skal have at vide, om William bliver bortadopteret.

Rikke og Georg Madsen sidder ved spisebordet, da telefonen bimler.

»Hej Georg. Jeg ringer for at informere jer om, hvad resultatet blev den her gang. Det er desværre sådan, at de har fulgt indstillingen fra kommunen. Så de frigiver til adoption,« siger advokaten.

»Okay,« siger Georg Madsen.

Rikke Madsen stirrer ud i luften. Hun græder ikke, når hun er ked af det. Hun bliver stille, når hun er sur.

»Det var det, vi frygtede,« siger Georg Madsen.

»Det gør mig ondt,« svarer advokaten.

Ankestyrelsens afgørelse om tvangsbortadoption kan klages til byretten og landsretten, men der er ingen eksempler på, at retten omgør en adoptionsafgørelse. Alt tyder på, at Georg og Rikke Madsen om kort tid ikke længere er Williams forældre. På papiret.

»Jeg vil altid have følelsen af, at jeg har fire børn,« siger Rikke Madsen.

Om lidt skal hun til samvær med sine to piger. De skal ud at ride.

Rutebil-marengs og krymmel

April 2022

Om morgenen ville de være gået ind på Williams værelse og have vækket ham med sang og flag.

De ville have spist friske rundstykker og givet ham en gave til 200-300 kroner, inden han blev sendt i vuggestue. De ville have inviteret bedsteforældre på eftermiddagskaffe og kagemand af vandbakkelse med hvid glasur, slik på og lys i.

De ville have lavet spaghetti og kødsovs til aftensmad, fordi det fik Rikke Madsen selv på sin fødselsdag som barn. Til aftenkaffe ville Georg Madsen have lavet en lagkage med gul creme, syltetøj og knuste rutebil-marengs eller jordbær blandet i flødeskum – fyldet ville komme an på de aktuelle tilbudspriser, og der ville være tivoli-krymmel på toppen. Når William blev ældre, ville han få en kanin eller en hamster eller måske endda en cykel, hvis pengene strakte til det.

Sådan ville det have været, hvis børnene boede hjemme.

Rikke og Georg Madsen ved ikke, hvad William lavede på sin etårsfødselsdag.

Se minidokumentaren om Rikke og Georg Madsen:

Vil du have vores bedste Indblik-artikler direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de fem nyeste artikler fra Jyllands-Postens Indblik-sektion hver dag kl. 16 - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse.


Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.