Frygten for Mette Frederiksen

Den 14. januar 1993 blev højesteretsdommer Mogens Hornslets tamilrapport forelagt statsminister Poul Schlüter. Rapporten slog fast, at Erik Ninn-Hansen havde handlet ulovligt. Samme dag kl. 18 meddelte Poul Schlüter, at han gik af. Dette trods, at ingen antydede, at statsministeren var involveret eller vidende om ulovlighederne. Denne konsekvente beslutning har været med til at placere Poul Schlüter som en af tidens mest respekterede statsministre.

Den 30. juni 2022 blev Minkkommissionens rapport forelagt statsminister Mette Frederiksen. Rapporten fastslog, at statsministerens instruks var groft vildledende og klart ulovlig. Allerede før og efter offentliggørelsens af rapporten meddelte Mette Frederiksen, at hun ikke agtede at gå af. Dette trods, at hun var centralt placeret i de »groft vildledende og klart ulovlige handlinger«. Denne beslutning vil givet påvirke Mette Frederiksens eftermæle lige så meget som Poul Schlüters beslutning – men i modsat retning.

Mette Frederiksens begrundelse for ikke at drage konsekvenser af rapporten er, at det ikke har kunnet dokumenteres, at hun er blevet informeret om ulovlighederne, skønt mange i hendes organisation vidste dette. Der har angiveligt ikke været nogen, det turde meddele statsministeren, at hun og regeringen var i gang med »groft at vildlede« Folketinget og befolkningen samt begå en handling, der var »klart ulovlig«. Det er måske den mest alvorlige del af sagen.

Der er på få år skabt en lederstil omkring statsministeren og hendes departementschef præget af management by fear, så ingen tør fortælle noget, som kunne opfattes som ubehageligt for den øverste ledelse. Naturligvis burde statsministeren i lighed med flere medarbejdere have haft kendskab til de klare ulovligheder.

Er opbygningen af denne management by fear-lederstil en gyldig undskyldning for den øverste ansvarlige leder for »ikke at vide noget«? Eller er det en skærpende omstændighed?