Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Tøv en kende med romantiseringen af Ukraine

Ikke engang det højt besungne danske samtaledemokrati faldt ned fra himlen.

Den store publicist og verdensborger Per Nyholm er draget til Mykolaiv på den ukrainske Sortehavskyst og har indlogeret sig på hotel.

»Egentlig burde jeg overnatte i et beskyttelsesrum,« betror globetrotteren sine læsere, uden at have besværet sig med at finde ud af, hvor det ligger.

Heldigvis har vor helt gode forbindelser: »På et i det ydre beskedent, i sit indre forbløffende fornemt hotel har man givet mig et logi med ryggen til fronten.« Der sidder han så og filosoferer: »Mine ledige stunder fordriver jeg med at læse i Kants ”Den evige fred”, medbragt til formålet.«

Det er, selv i den groteske nyhedsstrøm, svært at finde en mere narcissistisk gestus end denne, som helt og aldeles ignorerer, at det snarere er krigen, der er evig, og freden, der er midlertidig. Det burde en tidligere udenrigskorrespondent vide.

I sine rituelle tirader om krigen i Ukraine tager Per Nyholm desuden fejl af det væsentlige i den aktuelle konflikt, som er, at Ukraine ikke er en suveræn, selvstændig nationalstat bygget på, hvad de liberale eliter plejer at kalde retsstatsprincipper og demokrati, men snarere et miskmask af kulturelle og politiske fragmenter, oligarker og militser, en porøs, korrupt og ustabil enhed uden voldsmonopol på et kolossalt territorium.

Måske vil den krig, som vor tids krigsturister valfarter til, trods al sin gru og ødelæggelse gøre alle forbehold til skamme på længere sigt. Ukrainernes patriotiske forsvarskrig mod Rusland kan i bedste fald blive Ukraines fødsel som nationalstat. I så fald er der sket noget nyt.

Denne ubekvemme sandhed burde få os til at vente med at indsluse landet i EU og fokusere på at hjælpe konkrete ukrainere humanitært og militært bedre end nu.

Men sådan spiller klaveret ikke, når den europæiske koncert går i gang. Glemt har vi åbenbart, hvor svært det er at tilvejebringe noget, der bare minder om demokrati, samt det reelle forhold, at vores elskede styreform er undtagelsen snarere end reglen verden over.

Tag bare Danmark, hvis samtaledemokrati socialdemokrater, radikale og højskolefolk plejer at tage æren for, og som lobbyister, influencere og journalister fejrer med varierende grader af sol og alkohol på det såkaldte Folkemøde. Ikke engang det faldt mildest talt ned fra himlen som tavler eller jura, men blev i stedet muliggjort over en lang historisk periode under trængte politiske forhold og militære trusler længe før opfindelsen af rundkredspædagogik, førtidspension og Radikale Venstre.

Havde det ikke været for krigene mod svenskerne og prøjserne – og de reformer, krigene udløste – var Danmark næppe blevet en demokratisk nationalstat. Vores demokrati og borgerrettigheder var hverken planlagte eller et resultat af billedskønne ideer, men derimod en utilsigtet konsekvens af ydre pres, dvs. af noget over loven og uden for idealiteten.

Vejen til grundlov og demokrati var stenet, og før freden kom krigen. Først kom svenskekrigene, som udløste enevælden i 1660, derpå fulgte de slesvigske krige og nationalstatens morgenrøde i 1849. Mens den enevældige territorialstat beroede på skatteopkrævning og et nyt forsvar, der aftvang anerkendelse fra nabostaterne, udsprang nationalstaten af de sproglige og kulturelle modsætninger mellem de danske og tyske befolkningsdele i de tre hertugdømmer i 1830’erne og 40’erne og den endelige afgørelse i 1864.

Alt, hvad der skåles på i dag, har koordinater i 1660, 1849 og 1864. Demokratiet kom med andre ord ikke indefra, men udefra og oppefra, dvs. fra staten og dens eliter og kongerigets placering i det regionale magtsystem. Før demokratiet kom svenskerne, enevælden, skattestaten, prøjserne, Provisorietiden, tryk og tilpasning.

Op igennem 1700-tallet og ind i 1800-tallet var der ikke nogen, som ved deres fulde fem kunne forestille sig, at Danmark var på vej i demokratisk retning. Det Danmark, vi nonchalant tager for givet, blev til på afgrundens rand.

Denne fortolkning er ikke min, men bygger på en syntese af den historiske sociolog Lars Bo Kaspersen fra 2004. Den holder stadig; vi føler os blot hævet over den slags. Vi har i nyere tid indført samtaledemokrati, velfærdsstat, inviteret hele verden hertil og plastret landet til med vindmøller, nu har alle bare at gøre som os.

Samtidig føler landets udenrigsminister sig kaldet til at opdele verden i demokratier og autokratier og antager stik imod al erfaring, at Ukraine falder ind under førstnævnte. Jeppe Kofod må have meget dårlige rådgivere, eller også er han fange af sine egne forhåbninger.

Bag den dystre nutid og den krogede historie gemmer sig dog et enkelt lyspunkt. Thi måske vil den krig, som vor tids krigsturister valfarter til, trods al sin gru og ødelæggelse gøre alle forbehold til skamme på længere sigt. Ukrainernes patriotiske forsvarskrig mod Rusland kan i bedste fald blive Ukraines fødsel som nationalstat. I så fald er der sket noget nyt.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.