Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Pligten er hendes adelsmærke

Dronning Margrethes 50 år på tronen er en sejr ikke alene for kontinuiteten, men også for den pligtfølelse, vi andre godt kan lære af.

Det er det samme ved hver eneste royal begivenhed. Midt i den skønne dannebrogsfarvede folkelige fejring af fødselsdagen, barnedåben, begravelsen – eller nu Hendes Majestæt Dronningens 50-års regeringsjubilæum – er der altid de samme irriterende, kritiske, analyserende indvendinger mod kongehuset: Har kongehuset en fremtid? Skal dronningen ikke snart abdicere, så kronprins Frederik ikke bliver ligeså gammel og hvidhåret som prins Charles, før han bliver landets konge?

Og hvad med kongehusskat – skal vi i et fedtet øjeblik kunne vælge kongehuset fra på skattebilletten? En nærmest hel obligatorisk række af spørgsmål, overvejelser og meningsmålinger, vi skal trækkes igennem. Og selv om nogle enkelte kritiske kommentatorer og journalister gør utrolig meget ud af at understrege, at de ikke er royalister og ikke kan »mobilisere nogle følelser om monarkiet«, som Berlingskes eller udmærkede Bent Winther sagde forleden i TV 2-programmet News og co. – ja, så er det ganske få danskere udover Enhedslisten, der for alvor foragter institutionen kongehuset.

Alle de andre småkulturradikale forbehold stikker ikke så vældig dybt. Og den nylige meningsmåling, der viste, at hver tredje dansker synes, dronningen skal gå på pension og overlade tronen til kronprinsen, er heller ikke udtryk for smårevolutionære kræfter i befolkningen, eller at folk er trætte af dronningen; det handler snarere om, at man under majestæten et otium, og at der er store forventninger til kronprins Frederik som landets kommende konge. Og på trods den kritik, han og kronprinsessen jævnligt udsættes for, nemlig at de tækkes elitære dagsordener, globalisering, klima og identitetspolitik, bliver han uden tvivl landets og folkets elskede konge.

Dronningen har gjort det, ethvert menneske skal gøre, nemlig at gå ind i den pligt, der er hendes, og tage den på sig – det er der noget sandt forbilledligt ved for det moderne forvirrede menneske.

Dronningen har selv gang på gang afvist at gå på pension, fordi hendes job har samme udløbsdato som hendes liv – tronen er hendes kald og hendes pligt. Måske det, der er så svært at forstå for mennesket af i dag – og noget af det forbilledlige ved dronningen. For der er alt muligt, vi kan rose dronningen for – og alt muligt, der er grund til, at dronningen, som en kommentator forleden så fladt formulerede det, »er en succes«: hendes kunstneriske evner, oprigtige interesse og indlevelsesevne i alt, hvad hun beskæftiger sig med, og i de mennesker, hun møder, hendes store viden og dannelse, hendes fornemmelse for folkets dybde, kristendommen, historien og åndshistorien som vores væsens rod og sammenhængskraft og deraf hendes blik på mennesket og sans for, hvad et menneske er.

Dog er det virkelige forbilledlige ved dronningen, at hun gør sin pligt. Da kong Frederik og dronning Ingrid skulle godkende forlovelsen med den franske greve, var den daværende kronprinsesse ikke i tvivl om sin reaktion, hvis forældrenes svar blev et nej: »Så havde jeg været nødt til at sige, at så gik det bare ikke. Jeg havde ikke tænkt mig at frasige mig tronen. Min pligt var Danmark først.«

Dronningen har gjort det, ethvert menneske skal gøre, nemlig at gå ind i den pligt, der er hendes, og tage den på sig – det er der noget sandt forbilledligt ved for det moderne forvirrede menneske.

Dronningen har efterfølgende formuleret noget i den retning, at det er en støtte at vide noget grundlæggende om det, man skal – at hun har været glad for, at der har været en bestemt hensigt med tilværelsen. Og den pligt har kongerækken lydt i 1.000 år – det samme forbilledlige ved hver eneste majestæt.

Vores dronning Magrethe er bare velsignet med nogle særlige åndsgaver til at udtrykke netop det. Og derfor har kongehuset altid en fremtid – uanset om vi interesserer os for royalt sladderbladssnak, majestætens smykker, skilsmisser og alt muligt andet stads. Fordi: Dronningen ved sig forpligtet af det, der er større end hende selv, nemlig kærligheden til fædrelandet Danmarks beståen.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen