Psykisk mistrivsel skal ikke føre til sænkelse af adgangskrav på videregående uddannelser

Det er eksamenstid, nerverne sidder uden på tøjet. Kan du huske følelsen? Har jeg taget de rigtige noter? Hvordan er det nu med …? Hvad nu, hvis klappen går ned? Bare jeg nu ikke kommer op i …

Unge i Danmark og i mange andre lande har det generelt svært psykisk. Især i eksamenstiden hører vi om unge, der har svært ved at magte situationen. Den ene undersøgelse efter den anden viser, at unge lider af angst og depressioner. Og det skal der gøres noget ved.

Men svaret er ikke at sænke adgangskravene på de videregående uddannelser. Det er forståeligt, at generationen på magten, der i alder falder sammen med de unges forældregeneration, ønsker at hjælpe. Men forestil dig, hvordan disse unge kommer til at føle sig på en uddannelse, de ikke har kompetencerne til at følge – for ikke at tale om, hvordan de kommer til kort efter endt uddannelse på en arbejdsplads.

Jeg vil gerne opereres af en kirurg, der kender kroppens anatomi, inden han sætter kniven i mig. Jeg vil gerne bevæge mig i et offentligt rum med ingeniørberegninger, hvor broer, bygninger og mobilmaster står, som de skal, når det blæser lidt. Og jeg vil gerne læse artikler i avisen, der er redigeret af folk, der forstår at bruge den danske grammatik, og som kan stave til det meste.

Betyder det, at der er unge, der ikke kommer ind på deres drømmeuddannelse?

Ja, det gør det nogle gange – og sådan skal det være. Danmark er et fantastisk land, hvor alle, der vil, kan få sig en uddannelse. Men vi gør de unge en bjørnetjeneste, hvis vi fortæller dem, at de kan blive lige, hvad de vil – for det kan de færreste.

Selv fik jeg på min etårige hh 5 i regnskab – og jeg blev bestemt ikke skuffet over, at min mulighed for at ende som cheføkonom ikke lå i kortene. Til gengæld ville jeg gerne have læst retorik, men det var mit karaktergennemsnit ikke til. Danmark er et land, der er kendt for ikke at skelne mellem høj og lav – et land, hvor sosu-assistenten ikke er mere værd end lægen, hvor tømreren kan noget andet end arkitekten.

Heldigvis er der forskel på kompetencerne – og det er i sidste ende til gavn for samfundet, den enkelte borger og dem, hvis karaktergennemsnit har defineret, hvilken uddannelse de kunne søge ind på.

Unges psykiske trivsel er et problem, der kræver løsninger og stor fokus. Men selv om det umiddelbart virker som en hurtig løsning på de unges mistrivsel at sænke adgangskravene til visse uddannelser, er det en kortsigtet løsning at ændre i kravene til de uddannelser, de unge drømmer om. Drømmen kunne meget vel gå hen og vise sig at blive et mareridt – for dem og for samfundet.