Hvordan foretrækker du din kaffe? Få 5 bud på den bedste kaffe her
5 bud på den bedste kop kaffe. Hvad er god kaffe for dig? I anledning af Danmarksmesterskaberne i kaffe stiller vi det spørgsmål til helt almindelige danskere og nogle af Danmarks dygtigste kaffeeksperter.
The Danish Coffee Festival i Valby
Benjamin Hunner, 31 år, forsvarende Danmarksmester i kaffesmagning, drikker 2 kopper om dagen
GODE BØNNER GØR FORSKELLEN
”Generelt kan jeg bedst lide kaffe med et højt naturligt sødmeindhold og lav bitterhed, og nogle af de bedste kaffeoplevelser har jeg fået med bønner fra Guatemala. Det er ikke den vildeste og mest eksotiske kaffe, jeg har smagt, men her dyrkes nogle utrolig dejlige og balancerede kaffer. Mange kender måske kaffe fra Guatemala fra supermarkedet, det er dog ikke altid den gode kvalitet, der fås her. Kaffe af høj kvalitet er høstet, når kaffebærrene er modne, og andre faktorer spiller også ind, fx kan kaffen har stået på lager alt for længe, så de spændende aromaer er væk. Den kaffe, dedikerede importører får, er generelt af høj kvalitet, så hvis du går ned til et mikroristeri og køber en pose bønner fra Guatemala, er du rigtig godt på vej. I det hele taget er det meget mere værd at købe høj kvalitet bønner fra et risteri frem for at investere i avanceret og dyrt bryggeudstyr. Gode råvarer smager bare godt nærmest uanset, hvad du gør. Selv foretrækker jeg sort filterkaffe.”
Jason Boileau, 32 år, selvstændig softwareleverandør, drikker 1-2 kopper kaffe om dagen
ÆSTETIKKEN ER VIGTIG
”For mig handler det lige så meget om processen som om smagen. Hver morgen begynder jeg dagen med at lave en espresso af friskkværnede bønner, som jeg drikker med mælkeskum som flat white. Nogle gange drikker jeg også en kop håndbrygget kaffe om eftermiddagen. Jeg har abonnement hos kafferisteriet La Cabra, hvor jeg hver måned får to nye slags bønner. Jeg kan godt lide at prøve forskellige typer kaffe, og hos La Cabra rister de bønnerne lidt lysere, hvilket passer godt til min espressomaskine, som er indstillet lidt for varmt til almindelige bønner. Æstetikken omkring kaffebrygningen er en stor del af oplevelsen og noget, jeg gør meget ud af, uanset om jeg har gæster eller er alene. Jeg er ret vild med godt grej, og ud over espressomaskinen, som er en Rancilio Silvia, har jeg en Sette 270wi kværn til espressobønner med indbygget vægt og en billigere kværn til almindelig kaffe, en Hario V60 til pour over, en aeropress og et par stempelkander. Jeg har haft en syphon, som er meget elegant, men rengøringen var lidt for besværlig i forhold til resultatet.”
Frederikke Juhl Nielsen, 29 år, produktionsleder, drikker 5 kopper kaffe om dagen
ESPRESSO GØR MIG NÆRMEST LYKKELIG
”Dagens bedste kop er morgenkaffen. Der er noget næsten meditativt ved at hælde vand over en kande stempelkaffe, mens man langsomt vågner. I løbet af dagen drikker jeg almindelig arbejdskaffe, men vi har heldigvis sådan en automat, der friskkværner bønnerne, og så har vi en almindelig kaffemaskine, hvor man kan brygge sig en ekstra stærk kop kaffe, når man arbejder sent.
Der er ikke en bestemt bønne eller et bestemt kaffeland, jeg foretrækker. Jeg kan bare godt lide intens kaffe med masser af smag, og heldigvis holder det mig ikke vågen om natten.
Om morgenen bruger jeg mælk i min stempelkaffe, men resten af dagen drikker jeg gerne dobbelt espresso uden mælk. Giv mig en espresso efter et godt måltid mad, og så er jeg tæt på lykkelig!”
Omar Maagaard Hossain, 29 år, Head of Education hos Copenhagen Coffee Lab og deltager ved DM i Barista, drikker 10-20 kopper kaffe om dagen
KAFFE I SIN RENESTE FORM
”Jeg er vild med kaffe i sin reneste form, når den er godt dyrket, godt ristet og godt brygget, så smagen virkelig kommer til sin ret. Det hele starter på farmen, hvor det er vigtigt, at vi betaler bønderne en ordentlig pris for deres håndværk og kvalitet. Derefter kommer turen til risteren, for der findes ikke en standardristning, som passer til alle bønner. Og endelig er der baristaen, som er farmerens og risterens ansigt udadtil. Kaffe er et organisk produkt, som ændrer sig hele tiden, og det er vigtigt, at han kan tage sine forholdsregler i forhold til, om bønnerne har ligget i syv dage eller i to uger, om der er varmt på kaffebaren og de mange andre faktorer, der spiller ind på smagen.
Lige nu er jeg ret vild med en bønne fra La Lajas Costa Rica, der hedder Perla Negra. Den bliver soltørret, til sukkeret i den er så fermenteret, at den er næsten sort, og den smager hjernedødt godt. Nærmest lidt af lime-limonade. Jeg drikker altid sort kaffe eller espresso, og op til DM bliver det til over 20 kopper om dagen, så jeg har en temmelig høj koffein-tolerance.”
Milena Otto, 24 år, studerende, drikker 3 kopper kaffe om dagen
GODT HÅNDVÆRK KAN SMAGES
”Der er noget helt særligt ved at stå op og drikke en god kop stempelkaffe sammen med min kæreste. Derhjemme laver jeg også tit filterkaffe, som jeg har med i en termokop, når jeg er til forelæsning. Men jeg har arbejdet som barista og sætter stor pris på en rigtig god kop kaffe ude i byen, der er lavet med godt håndværk. Så bestiller jeg gerne en americano eller en dobbelt espresso, hvor man får lov til at smage det, bønnen kan, og nuancerne og håndværket i ristningen. Jeg kan også finde på at bestille en cortado, fordi en rigtig god espresso godt kan bære lidt mælk. Sådan en mørkristet bønne, der er fyldig og kraftig uden ret meget bitterhed, kan jeg rigtig godt lide. Til gengæld drikker jeg ikke kaffe efter kl. 18, for så kan jeg ikke sove.”
Denne artikel er sponsoreret af Moccamaster
Moccamaster har produceret håndsamlede kaffemaskiner i snart 50 år. Vi lægger vægt på, at hver kop kaffe er brygget med henblik på at frembringe de bedste kvaliteter i kaffen. Alle Moccamasters maskiner er lavet med to varmelegemer. Vandet opvarmes til de optimale 92-96°, og maskinen er designet, så berøringstiden mellem kaffe og vand er på fire til seks minutter for at bevare kaffens aroma. Læs mere her